EBA Mediearkiv

EBA Mediearkiv

Du kan via EBA Mediearkiv søge og se et stort udvalg af Esbjerg og Ribe Byhistoriske Arkivers billeder - nye som gamle.

Du får adgang til EBA Mediearkiv her

Udvalgte eksempler på billedserier fra EBA Mediearkiv

Esbjergs husvildeboliger
I årene efter Anden Verdenskrig var der trods boligbyggeri stor mangel på lejligheder i Esbjerg. Allerede under besættelsen havde kommunen taget initiativ til opførelse af husvildebarakker til de boligløse. Efter krigen ombyggede kommunen mange af de tidligere tyske soldaterbarakker til husvildeboliger. Fra 1945 til 1960 steg byens indbyggertal fra 43.241 til 55.171. Så på trods af omfattende byggeri var stadig mangel på boliger. I 1954 var 172 lejligheder i brug til husvilde. I 1966 var tallet faldet til 67. Først efter 1970 forsvandt de sidste husvildebarakker i byen.

Boligmanglen ramte især unge nygifte, der ikke havde muligheden for at få eget hjem. John T. Lauridsen fortæller i sin bog om Klatterup, hvordan Esbjergs berømte fodboldspiller Jens Peter Hansen i årene omkring 1950 sov på to stole i svigerforældrenes stue i Teglværksgade. Den sikreste måde at rykke frem på ventelisterne til de nyopførte boliger var faktisk at få børn.

Vi har sammensat en billedrække med et udvalgt af de forskellige husvildebarakker/-boliger, der var i Esbjerg først i 1950rne. Du finder billederne, som naturligvis er suppleret med tekster her.

Esbjergs nedrevne bygninger
Du finder her en række billeder af nedrevne bygninger fra en dias-serie, som Stadsarkitektkontoret har udarbejdet i forbindelse med den omfattende sanering i 1960rne og 1970rne. Blandt de bygninger, der nu er forsvundet fra Esbjergs bybillede, ses bl.a. Firehusene i Grønnegade,  Jørgen Pedersens Gård på Gl. Vardevej og Den Kommunale Administrationsbygning på hjørnet af Torvegade og Danmarksgade.

Du finder billederne, som i øvrigt alle er i farver, her.

Esbjerg Byhistoriske Arkivs julekalender
Esbjerg Byhistoriske Arkiv udsender hvert år en billedjulekalender med Esbjerg-billeder. Du får I julekalenderen mulighed for at se 24 udvalgte stemningsfyldte billeder - nye som gamle, over temaet jul. Her på siden samler vi efterfølgende billederne:

Julekalender 2013
Julekalender 2012
Julekalender 2011

VM i curling for kvinder
Esbjerg var, som mange sikkert har bemærket, vært for VM i curling for kvinder - World Women's Curling Championship i dagene 18. - 27. marts 2011. Arrangementet blev afholdt i Granly Hockey Arena og det var første gang, der blev afholdt et VM i en vintersportsdisciplin i Danmark.

HKH kronprins Frederik deltog i åbningsceremonien den 18. marts, hvor han satte den første sten. Åbningskampen mellem de danske værter anført af skipper Lene Nielsen og Tyskland anført af verdensmesteren Andrea Schöpp, blev herefter spillet, en kamp som Tyskland desværre vandt.

Du kan se Esbjerg Byhistoriske Arkivs billeder fra VM her.
 
Olympias rejse
I 1951 begav 11 mand sig til New Zealand i en fiskekutter fra Esbjerg. Kutteren, E 544, Olympia tilbagelagde en strækning på 12.000 sømil. Rejsen, der var den længste en Esbjerg-kutter havde sejlet, varede tre måneder og bragte besætningen fra Esbjerg via Azorerne, Panama og Fransk Polynesien, inden ankomsten til Auckland på New Zealand. Besætningen havde medbragt et kamera, så turen kunne dokumenteres. Billederne stammer fra et fotoalbum tilhørende Carl Jørn Smidt, der var med på turen.

Billedsløjfe 1
dækker turen fra Esbjerg til Azorerne, mens billedsløjfe 2 dækker turen fra Azorerne til Tahiti.
 
Desværre kan vi ikke vise billederne i kronologisk rækkefølge, men vi anbefaler, at du ser dem, med de ældste billeder først.
 
Kongensgade 1976
Du kan også tage en vindueskiggertur ned gennem Kongensgade anno 1976. Butikkerne i Kongensgade 1-60 ses her, mens butikkerne i Kongensgade 61-102 ses her.
 
Billeder fra Besættelsestiden
Esbjerg Byhistoriske Arkiv ligger også inde med mange billeder fra Besættelsen. Desværre mangler vi oplysninger til en del af dem. Måske du kan hjælpe os med at navngive personer og begivenheder på dem? Se de forskellige billeder her.
 
Mennesket ved havet
Den 28. oktober 1995 blev skulpturgruppen Mennesket ved havet afsløret på stranden ved Fiskeri-  og Søfartsmuseet. Siden er "de hvide mænd" blevet kendt som Esbjergs andet vartegn (det første er vandtårnet). Men hvor mange kender historien om tilblivelsen?
 
Esbjerg Byhistoriske Arkiv har modtaget en række fotos, der skildrer arbejdet med skulpturerne. Sammen med de officielle dokumenter, der også befinder sig i arkivet, danner de baggrund for denne billedsløjfe.