Andre aktiviteter

Andre aktiviteter

Arkivet har i løbet af året en række faste aktiviteter, som præsenteres i et program, som udkommer to gange om året. Nogle af disse arrangementer er beskrevet på denne side.

Hvad finder jeg på Esbjerg Byhistoriske Arkivs hjemmeside
Esbjerg Byhistoriske Arkivs hjemmeside bliver løbende opdateret og udbygget. Vi hører af og til, at det derfor kan være svært for brugerne at finde de oplysninger, som de leder efter. Vi afholder derfor løbende kurser, hvor arkivets hjemmeside bliver gennemgået. Hovedvægten ligger på de mange databaser, som ligger på hjemmesiden, fx borgerdatabaser, skattebøger og byrådets forhandlingsprotokoller. Vi vil også søge i arkivets digitale billedarkiv, høre om, hvordan arkiv.dk fungerer samt få en introduktion til det kongelige biblioteks mediestream og sidst i forløbet har vi et par opgaver med, så deltagerne selv kan prøve kræfter med søgninger.
På kurserne, som varer to timer, kan man medbringe sin egen PC.

Projektmedarbejder Henning Jessen præsenterer arkivets hjemmeside, februar 2012.
Foto: Torben Meyer. EBA Q10269-041.

Mit Esbjerg
Hvert forår og efterår præsenteres en fortællerække, hvor nye og gamle esbjergensere fortæller om deres Esbjerg. Mange forskellige mennesker med forskellige historier med den ene fællesnævner, at de er knyttet til Esbjerg, hvad enten de er født og opvoksede her eller tilflyttere.
I forårssæsonen 2019 var følgende fortællere på besøg: Evan Ramsland, iværksætter og grundlægger af Recovery Bulls - et idrætsfælleskab for socialt udsatte, Laurids Tørnæs, tidligere minister og amtsborgmester, Jeanette Duvander, butikschef i Bilka, Jan Mols Poulsen, leder af Tobakken, Michael D. Jørgensen, direktør for Wium Leverpostej og Hanne Bjørnskov, revychef for Esbjerg Revyen og tilknyttet RevyDanmark.

Efterårssæsonens navne er: Peter Hundebøll, tilknyttet Folkekirkens Hus, Susanne Høj, brugsuddeler i Tjæreborg, Jørn Lund, fhv. cykelrytter, Helene Plet, arkitekt, Ulla Visbech, chef for Børn & Kultur og Erik Petersen, vognmand.


Hanne Bjørnskov fortæller om sit arbejde med revy i Esbjerg, marts 2019.
Foto: Torben Meyer. EBA Q23860-041.


På opdagelse i din kommune Esbjerg
I denne kursusrække, som ligger på torsdage kl. 9.00-ca. 12.00 besøger vi virksomheder i kommunen, hvor kursisterne kommer bag kulisserne steder, man normalt kun ser udefra.
I efterårssæsonen 2019 besøges Steelcon, Granly Gruppen, Bjerrum-Nielsen A/S, Force Technolology, Sport- og Event Park samt Esbjerg Vandværk.
Formiddagene begyndes med en kop kaffe, et rundstykke og en sang i Samlingssalen, Esbjerg Byhistoriske Arkiv. Herefter køres i private biler ud til de forskellige virksomheder.

På opdagelse i din kommune Esbjerg på virksomhedsbesøg ved Rescue enter Denmark, marts 2017.
Foto: Torben Meyer. EBA Q21875-041.

Studieture og ekskursioner
I samarbejde med Sydvestjysk Egns- og Slægtshistoriske Forening (SESF) arrangeres en række studieture og ekskursioner: En forårstur, en sommerudflugt og en sensommertur. I foråret 2019 var forårsturen en sejltur på Haderslev Fjord med turbåden Helene, sommerudflugten gik til Fur, og efterårsturen går til Wellings Landsbymuseum i Lintrup.

Endvidere tilbydes en Kulturhistorisk hverdagstur, som primært er for deltagere på historiekurserne samt en kulturhistorisk cykeltur, som i 2019 gik til Sadderup Mose og Kongehøjene i Skads.

Kulturhistorisk cykeltur til Russerhulen i Grimstrup Krat, maj 2016.
Foto: Jørgen Dieckmann Rasmussen. EBA Q20927-076.

Der kommer løbende nye aktiviteter til - følg med og få nyhederne først: Gør som mere end 700 andre og tilmeld dig vores nyhedsgruppe