Nyhedsarkiv

Ny bog om Esbjerg under Anden Verdenskrig

Dato: 27-05-2021

Arkivets nye bogudgivelse "Dengang under krigen – Esbjerg under Anden Verdenskrig 1939-1945" adskiller sig særligt fra andre bøger om besættelsen ved at skildre perioden i små og store hændelser fra aviserne.

Ny bog om Esbjerg under Anden Verdenskrig

Esbjerg Byhistoriske Arkiv udgiver nu en ny bog om byens historie under Anden Verdenskrig, fyldt med billeder, som man næppe tror findes.

”Dengang under krigen” – Esbjerg under 2. Verdenskrig 1939-1945 er titlen på den nye bog. Den adskiller sig fra andre bøger om besættelsen ved at skildre perioden i små og store hændelser fra aviserne. Teksten illustreres af nogle af de mange samtidige fotografier i arkivets store fotosamling. De fleste billeder er taget af pressefotograf Paul Bølling, som var pressefotograf for dagbladet Vestjyllands Socialdemokrat/dagbladet Vestjyden, og størstedelen af disse billeder har ikke været publiceret før.

Bogen er skrevet af arkivar Lars Hyldahl Brockhoff og er en kronologisk gennemgang af periodens historie. De store, markante hændelser som den mørkeste nat i Esbjergs historie er naturligvis med, men ellers er det de dagligdags og overraskende episoder, der fortælles om. Vidste du f.eks., at byens restauranter i 1942 fristede med kødløse menuer, eller at prisen på en flyversjus i januar 1942 lå på omkring 1,75 kr. stykket på byens smugkroer? Eller at det i samme vinter var så koldt, at man kunne gå over isen fra Esbjerg til Fanø? Eller at man oprettede et øretævekorps i den politiløsetid efter den 19. september 1944?

Hertil kommer fortællingerne om drukneulykker, det farlige fiskeri, kaninhold og -kogebøger, sortbørshandel, sabotager, clearingmord, schalburgtager, minesprængninger, bombesprængninger, retsopgør og andre af dagligdagens hændelser. Nogle meget dramatiske, nogle meget morsomme, andre igen blot anderledes end normalt.

Man levede livet, som man bedst kunne, men besættelsestidens restriktioner tog sommetider fornøjelserne fra folk. I den varme sommer 1943 cyklede byens ungdom gennem gaderne i badetøj for at få sig en frisk dukkert fra Søbadeanstalten i havnen. Blot for at opdage, at Søbadeanstalten var blevet lukket, da den ikke kunne tilbyde beskyttelsesrum til de 4-5.000 besøgende, den ellers let kunne nå op på.

Indtil 1. januar 2022 kan bogen købes til favørprisen 175 kr. + evt. forsendelse. Herefter er prisen 250 kr.

Bogen. som er på 248 sider og rigt illustreret, kan købes i webshoppen, som Click & Collect eller sendt til din adresse eller pakkeshop i nærheden.
Du kan også købe bogen i læsesalen i åbningstiden (husk gyldigt coronapas), hvor du også kan se udvalget af arkivets øvrige udgivelser om Anden Verdenskrig - og endelig kan bogen købes hos byens boghandlere.

« Tilbage