Nyhedsarkiv

Månedens kalenderopslag - marts

Dato: 01-03-2021

I begyndelsen af 1970'erne opstod en stigende miljøbevidsthed, og der blev etableret ordninger med affaldssortering. Flere steder hjalp byens spejdere med at samle gamle aviser ind som på billedet fra marts 1971.

I Esbjerg-kalenderen 2021 vises i marts måned, hvordan unge spejdere hjælper Esbjerg Y's Mens Club med at samle gamle aviser ind.

I weekenden 6.-7. marts havde Esbjerg /'s Mens Club succes i økonomisk henseende med en avisindsamling. Hundredvis af medlemmer i de lokale ungdomskorps, fortrinsvis spejdere, indsamlede tonsvis af aviser, men samtidig skabte indsamlingen bitterhed hos mange mennesker, fordi den halve by druknede i gamle aviser. Det var ikke alle, der efterkom Y's Mens Clubs opfordring om, at binde en snor rundt om aviserne, hvilket resulterede i, at blæsten sørgede for at fordele flagrende papirstykker rundt i boligkvartererne i nærheden af avisindsamlingens hovedkontor ved Materielgården på Vibevej.

Senere i marts gik det ud over beboerne i nærheden af Dano-anlægget ved Vognsbøl Enge, hvor meget af byens affald blev samlet. Her blev plastikposer spredt ud på området, efter at mågerne havde taget for sig af posernes indhold. Fra kommunens side var man opmærksom på problemet og forsøgte at rydde op efter sig. 

 

 

I Esbjerg-kalenderen kan du hver måned læse om, hvad der skete i Esbjerg for 25, 50, 75 og 100 år siden.

Marts 2021

  • For 100 år siden (1921): Tirsdag den 8. marts var der valg til Esbjerg Byråd. Socialdemokratiet blev valgets sejrherre med 14 mandater, og socialdemokraten A. P. Brandholt blev valgt til ny borgmester.
  • For 75 år siden (1946): Esbjergs frihedskæmperede mindedes søndag den 17. marts to af deres faldne kammerater - Børge Puggaard Thomsen og Emil Lindskov Knudsen.
  • For 25 år siden (1996): Tirsdag den 26. marts vand Esbjerg Ishockeyklub klubbens 4. DM-guld. Det skete ved en sejr på udebane over Rungsted. 

Du kan stadig købe Esbjerg-kalenderen 2021.
Vi har stadig lukket pga. coronasituationen, men du kan købe kalenderen som Click & Collect i webshoppen. Når du køber Esbjerg-kalender 2021 kan du - ¨så længe lager haves - bestille Esbjerg-kalender 2018 (særudgave i anledning af Esbjerg Havns 150-års jubilæum) eller Esbjerg-kalender 2020 (særudgave i anledning af 75-året for Danmarks befrielse) med ganske gratis (gælder kun Click & Collect, og kun sammen med bestilling af Esbjerg-kalender 2021).
Bestil den gratis kalender i webshoppen sammen med Esbjerg-kalender 2021.

« Tilbage