Nyhedsarkiv

Månedens kalenderopslag - februar

Dato: 01-02-2021

I februar måned vises et billede af danske krigsfanger, som vender hjem fra England med Englandsbåden Parkeston. Omkring 75 politibetjente fra hele landet tog imod de 130 danskere, som havde siddet i allieret krigsfangenskab.

I Esbjerg-kalenderen 2021 vises i februar måned et billede af danske krigsfanger, som vender hjem fra England med Englandsbåden Parkeston. Omkring 75 politibetjente fra hele landet tog imod de 130 danskere, som havde siddet i allieret krigsfangenskab.

Fredag den 22. februar 1946 vendte 130 danske krigsfanger hjem fra England med Englandsbåden Parkeston. Omkring 75 betjente fra hele landet, svært bevæbnede med karabiner, maskinpistoler og revolvere, tog imod fangerne. Nyheden om fangernes ankomst til Esbjerg fik ca. 600 esbjergensere til at møde op på havnen, i et håb om, at der ville ske noget spændende. Alt forløb dog fredeligt, så de fremmødte måtte nøjeg med forfrosne næser.

Størstedelen af fangerne skulle videre til andre politikredse, men fire personer blev i Esbjerg, mens en enkelt skulle videre til Varde. Fangerne blev først regnet som anholdte i Danmark ved ankomsten til Esbjerg. Herefter skulle de i grundlovsforhør senest efter 24 timer. De fire, som blev fremstillet i retten i Esbjerg, blev foreløbigt fængslet til den 1. april.

I Esbjerg-kalenderen kan du hver måned låse om, hvad der skete i Esbjerg for 25, 50, 75 og 100 år siden.

Februar 2021

  • For 100 år siden (1921): Søndag den 30. januar ankom det japanske dampskib Ypres-Maru til Esbjerg lastet med sojabønner. Damperen var den hidtil største, der havde anløbet havnen.
  • For 50 år siden (1971): I begyndelsen af februar blev landets 4. uropatrulje oprettet i Esbjerg. Patruljen bestod af en betjent fra ordenspolitiet og en betjent fra kriminalpolitiet, som gjorde tjeneste sammen i døgnets mørke timer.
  • For 25 år siden (1996): Lørdag den 10. februar blev et-årsdagen for Ri-Bus-konfliktens begyndelse markeret med et optog i Esbjerg.

Du kan stadig købe Esbjerg-kalenderen 2021.
Vi har stadig lukket pga. coronasituationen, men du kan købe kalenderen som Click & Collect i webshoppen. Når du køber Esbjerg-kalender 2021 kan du - ¨så længe lager haves - bestille Esbjerg-kalender 2018 (særudgave i anledning af Esbjerg Havns 150-års jubilæum) eller Esbjerg-kalender 2020 (særudgave i anledning af 75-året for Danmarks befrielse) med ganske gratis (gælder kun Click & Collect, og kun sammen med bestilling af Esbjerg-kalender 2021).
Bestil den gratis kalender i webshoppen sammen med Esbjerg-kalender 2021.

 

« Tilbage