Nyhedsarkiv

Ledige pladser på efterårets kursushold

Dato: 03-10-2020

Er du i gang med slægtsforskning eller lokalhistorie - eller tænker du på at begynde - kan du med fordel se på disse to kursustilbud. Der er ledige pladser på begge kurser med første kursusgang på mandag den 5. oktober.

Ledige pladser på efterårets kursushold

Er du i gang med slægtsforskning og/eller lokalhistorie - eller tænker du på at begynde - kan du med fordel se på disse to kursustilbud: Kurset Gotisk håndskrift og administrationshistorie samt kurset Lokalhistorisk Værksted. Der er ledige pladser på begge kurser, og for begge hold gælder det, at første kursusgang er på mandag den 5. oktober. Husk at købe billet inden kurserne begynder.
 

Gotisk håndskrift og administrationshistorie

Tid: Mandag kl. 16.30-18.00, den 5., 19. og 26 oktober (dvs. kursusfri i skolernes efterårsferie), den 2., 9., 16., 23. og 30. november. I alt otte gange.
Sted: Samlingssalen, Esbjerg Byhistoriske Arkiv
Underviser: Arkivchef Jørgen Dieckmann Rasmussen
Pris: 735 kr. 

Bemærk: På grund af coronasituationen skal billet købes forud via arkivets webshop eller i læsesalen i åbningstiden mandag kl. 10-12, onsdag kl. 13-15 og fredag kl. 10-12.

Er du godt i gang med slægtsforskning eller lokalhistorie, men er udfordret af anderledes bogstaver, man brugte indtil ca. 1875, er kurset i gotisk skrift og administrationshistorie lige noget for dig. Der læses tekster, skrevet med gotisk håndskrift, der er anderledes end trykte gotiske skrift, og der vises, hvordan man finder kilderne på Internettet. Deltagernes egne tekster læses også, så måske bliver én af dine medbragte tekster læst.

Værksted for lokal- og personalhistorie

Tid: Mandag kl. 19.00-21.00, den 5., 19. og 26. oktober (dvs. kursusfri i skolernes efterårsferie) samt den 2., 9., 16-, 23 og 30. november 2020. I alt otte gange.
Sted: Læsesalen, Esbjerg Byhistoriske Arkiv
Underviser: Arkivchef Jørgen Dieckmann Rasmussen
Pris: 735 kr.
Bemærk: På grund af coronasituationen skal man tilmelde sig forud ved at købe billet i arkivets webshop eller i læsesalen i åbningstiden mandag kl. 10-12, onsdag kl. 13-15 og fredag kl. 10-12.

Interesserer du dig for lokalhistorie, eller er du i gang med at finde din families rødder, er værksted for lokal- og personalhistorie lige kurset for dig. Otte mandag-aftener i oktober-november, dog undtagen skolernes efterårsferie, mødes aktive slægtsforskere og lokalhistorikere på arkivets læsesal. De arbejder med individuelle emner, men via fællesskabet orienteres der løbende om spændende nyte databasefund eller kildetyper, og der ydes hjælp og vejledning i, hvordan man kommer videre med sin egen historie.

Kurserne er arrangeret af Esbjerg Byhistoriske Arkiv og Sydvestjysk Egns- og Slægtshistoriske Forening (SESF) i samarbejde med Sydvestjysk Folkeuniversitet.

Vi følger nøje Sundhedsstyrelsens anbefalinger mht. Covid-19, så hjælp os - når du deltager i arrangementer hos os i Samlingssalen:

  • Undgå kø. Mød op tidligst 15-20 min. før kurserne begynder. 
  • Hold afstand, når du kommer. Der er plads til alle, som har købt billet.
  • Brug håndsprit inden du går ind i Samlingssalen. Der er håndfri spritdispenser uden for døren.
  • Host i ærmet.
  • Kom ikke, hvis du føler dig sløj. 

Du er meget velkommen til at kontakte os på byhistoriskarkiv@esbjergkommune.dk, hvis du har spørgsmål.

« Tilbage