Nyhedsarkiv

Foredrag torsdag den 2. maj: Da Golfvej lå i Østerbyen

Dato: 02-05-2019

Esbjerg Golfklub blev grundlagt i Østerbyen og gav navn til Golfvej - gaden vi i dag kender som Ingemanns Allé. Dette og meget mere kan I høre om ved et foredrag med arkivchef Jørgen Dieckmann Rasmussen i Præstegårdsskolens teatersal.

Mange gik forgæves til Esbjerg Byhistoriske Arkivs foredrag i februar om Østerbyen før og nu, og Østerbyens Borgerforening og Lokalråd Esbjerg Øst inviterer derfor til en gentagelse af foredraget ved arkivchef Jørgen Dieckmann Rasmussen, 

torsdag den 2. maj kl. 19.00 i Teatersalen, Præstegårdsskolen.

Der er gratis adgang til arrangementet og ingen forhåndstilmelding - mød blot op.

Ved foredraget, som er ledsaget af billeder, vil der være mulighed for at høre om og se billeder fra Østerbyen før og nu:

Selv om Esbjergs historie er kort, rummer den mange forandringer. Det gælder ikke mindst Østerbyen, som efter en stille begyndelse i dag fremstår som en levende bydel med et rigtig stort boligkvarter.
Mange forhold har påvirket området – den korte afstand til havet førte frem til ca. 1935 til mange oversvømmelser, som den øvrige by også fik at mærke, når fx gasværket blev oversvømmet.
Esbjergs stærke afholdsbevægelse udstykkede 70 tdr. land til kolonihaver, hvor nogle af områdets ældste villaer findes i dag, og så havde havde kvarteret mange og store arbejdspladser, bl.a. teglværker, tobaksfabrik, slagterier og en møbelfabrik.
Af rekreative tilbud var der blandt andet en golfbane, hvor Esbjerg Golfklub blev grundlagt, og som gav navn til Golfvej – gaden vi i dag kender som Ingemanns Allé.

Esbjergs Golfklubs første klubhus, hvor medlemmerne nyder solen og en god frokost. Huset lå på Golfvej i Gammelby, det nuværende Ingemanns Allé. Det blev indviet 02.03.1921, og fraflyttet efter sæsonen 1944. Derefter havde foreningen klubhus på dyrskuepladen 1945-1952, Nørreskolen i Gjesing 1952-1974 og i Marbæk fra 1975. Foto: EBA 55073-070.

 

« Tilbage