Nyhedsarkiv

Esbjerg Byhistoriske Arkivs julekalender - 21. december

Dato: 21-12-2019

I børnehaven Esbjerg Børnegård, Englandsgade 6, slog man den 21. december 1960 to fluer med et smæk og kombinerede julefesten med institutionens 10-års jubilæum.

Esbjerg Byhistoriske Arkivs julekalender - 21. december


Julefest og jubilæum i daginstitutionen Esbjerg Børnegård, 21. december 1960.
Foto: Knud Rasmussen. EBA 68594-050. © Esbjerg Byhistoriske Arkiv.

Esbjerg Børnegård, Englandsgade 6, kombinerede julefesten den 21. december 1960 med institutionens 10-års jubilæum.

Med en tålmodighed, der hos børnene var spændt til bristepunktet af de mange forberedelser, som var gået forud, begyndte jule- og jubilæumsfesten med, at børnene dansede om juletræet og sang mange af de julesange, de havde øvet sig på hver dag i tiden op til. Derefter kom julemanden på besøg, og han var gavmild, og havde gaver til hvert barn i sækken. Gaverne var i vidt omfang fremstillet af de unge assistenter og børnehavelærerinder, der var knyttet til børnegården.

Blandt deltagerne i julefesten var fru Ruth Højvig med sine to børn. Ruth Højvig arbejdede sammen med sin mand arbejdet for Dansk forenet Sudanmission i Nigeria, og ægteparret var, efter mange år i udlandet, hjemme på en ni måneders ferie.

Esbjerg Børnegård blev opført i 1950 på initiativ af Børnenes Vel og Røde Kors til afløsning af det gamle vuggestue-asyl i Englandsgade. I børnehaveafdelingen i stueetagen var der i 1960 plads til 59 børn i alderen 2½ og 7 år, og i vuggestueafdelingen på 1. sal var der 29 småbørn. Kapaciteten var udnyttet til det yderste, og der var lang venteliste til børnegården.

 

 

« Tilbage