Nyhedsarkiv

Esbjerg Byhistoriske Arkivs julekalender - 1. december

Dato: 01-12-2019

Torsdag den 1. december 1966 blev årets julebelysning tændt i Esbjerg.

Esbjerg Byhistoriske Arkivs julekalender 2019 - 1. december

Torsdag den 1. december 1966 blev årets julebelysning tændt i Esbjerg.

Julebelysningen tændes i Esbjerg, 1. december 1966.
Foto: Tonny Sørensen. EBA 34966-060.

På billedet er det ved Blichfeldt på hjørnet af Kongensgade og Torvet set mod Centralmagasinet på Torvet. Kongensgade var byens trafikerede hovedgade, og nogle år tidligere havde handelsstandsforeningen uddelt spørgeskemaer til de handlende om, hvorvidt de var tilhængere af at omdanne Kongensgade til gågade eller om de ønskede ensrettet trafik. Langt de fleste – 80 procent – gik ind for ensrettet trafik og stopforbud i den ene side, mens kun enkelte gik ind for at omdanne hovedstrøget til en gågade. Begge forslag bortfaldt på daværende tidspunkt, og direktør Povl Winther, Blichfeldt, fremsatte derefter et forslag om, at der blev truffet en midlertidig ordning, hvorved Kongensgade den sidste uge før jul blev gågade i tiden kl. 16-20, hvilket var samme tidsrum, man plejede at gøre den sidste søndag før jul.

Diskussionen om trafikken i Kongensgade blev drøftet gennem flere år i Esbjerg Kommunes Gade- og Vejudvalg, i Handelsstandsforeningen, i Erhvervsrådet og hos Politiet, og da det endelig blev besluttet at forsøge med gågadestrækning, blev der anlagt en helt ny gadeforbindelse for at trafikken i den indre by fortsat kunne afvikles tilfredsstillende.

Esbjergs første gågadestrækning, Strandbystrøget (Nuv. Kongensgade - strækningen mellem Stormgade og Skolegade/Strandbygade), blev indviet i november 1976 og først i 1983 med indvielse af gågadestrækningen Jernbanegade-Englandsgade var hele Kongensgade omdannet til ”Danmarks længste gågade” på 1023 meter. 

 

« Tilbage