Nyhedsarkiv

5. december: Jul på sygehuset, 1912

Dato: 05-12-2018

Juleaften har altid været en speciel oplevelse på sygehuset. Esbjerg Kommunale Sygehus var flot pyntet op til højtiden.

Sidst i 1800-tallet opstod der flere epidemier af smitsomme sygdomme, bl.a. difteritis, skarlagensfeber og enkelte tilfælde af tyfus. Dette skyldes ikke mindst sundhedsholdene, som ikke fulgte med den hastige befolkningstilvækst. Esbjerg Folkeblad skriver den 18. juli 1891 "Det er en skandale, at der stadig ikke findes et sygehus i Esbjerg. Byen vokser sig større og større, og de farlige erhvervs tal forhøjes. Faren bliver større, men alligevel kan der ikke blive tid til at få sygehussagen for Esbjerg i orden".

Først 2½ år senere - i januar 1894 åbnedes Esbjergs første sygehus - Ribe Amts Epidemisygehus i Esbjerg. Sygehuset, som lå på Bavnehøj, var indrettet med 24 sengepladser samt fire senge til ulykkesramte eller akut syge fra byen. Sygehuset var primært beregnet til patienter med smitsomme sygdomme, mens de fire ekstra senge var begyndelsen på det egentlige sygehusvæsen i byen. Indtil åbningen af sygehuset blev patienter kørt til sygehusene i Varde og Ribe.

I 1899 blev Esbjerg udnævnt til selvstændig købstad, og dermed forsvandt retten til at sende patienter til Amtssygehuset i Varde. Dette gav anledning til diskussioner i sygekasser og byrådet i månederne op til 1. januar 1899. Der blev afsat en grund på Nygårdsmarken til byggeriet af et moderne og tidssvarende sygehus, men først i november 1909 kunne Esbjerg Kommunale Sygehus i Østergade indvies.

Ofte var man indlagt på sygehuset i længere tid, og var man på sygehuset juleaften, kunne man opleve den som noget særligt og bl.a. få besøg af pårørende uden for den egentlige besøgstid, som var meget begrænset. 

 

Patienter, pårørende og personale fejrer juleaften med juletræ i forhallen i hovedbygningen på Esbjerg Kommunes Sygehus, 1912. Juletræet er pyntet med hvide liljer. En tradition, som ophørte ca. 1920.
EBA 90873-070

 

Dags dato 1912:

I december 1912 kunne man begynde at følge med i de handlenes juleannoncer i avisen.
Esbjerg Avis havde bl.a. denne annonce fra Pakhuset, Skolegade 30:

Annoncens tekst: Vi lægger ud i Dag med vor første Juleannonce med særlig billige Tilbud på Varer til Julebagning etc. Vort Personale er betydelig forøget. Vore Vogne sendes hver dag overalt i Byen og Omegnen. Bedste dansk Flormel 10½ Ø [øre]. 25 Kg. bedste danske Mel 500 Ø. Verdens bedste amerikanske Flormel 13 Ø. 25 Kg. for 622 Ø. Stødt Melis 17½ Ø. Flormelis 22Ø. 100 Gram ægte Sucat 15 Ø. 100 Gram nye Mandler 25 Ø. 6 Bagepulvere for 40 Ø. 4 store Glas Citronolie for 25 Ø. 3 store Stkr. Vanille for 25 Ø. Prima Margarine 50 Ø. Vegetabil Margarine 56 Ø. Forlang altid Margarine i Pakker. Gode Rosiner 35 Ø. Kokusmel 55 Ø. Store Æg 9 Ø. Alle Slags Safter. Blandet Frugtsaft 25 Ø pr. ½ Flaske. Ekstrafin lys Honningsirup 15 Ø. Bedste Palmin 59 Ø.
Pakhuset, Skolegade 30. 
Obs. 4 Daaser fineste Polish Skocrem for 25 Ø. 4 Daaser Ovnsværte 25 Ø. 5 Daaser ægte Amor [??] 25 Ø, 2 store Daaser Fedtsværte 25 Ø. Prima grøn Sæbe 16 Ø. Brun Krystalsæbe 19 Ø. 7 Buddingpulvere for 50 Ø.

« Tilbage