Nyhedsarkiv

18. december: Med juleskibet til Esbjerg

Dato: 18-12-2018

I mange år var ankomsten af den sidste Englandsbåd inden jul en helt speciel begivenhed.

I mange år var ankomsten af den sidste Englandsbåd inden jul en helt speciel begivenhed, som fik mange esbjergensere på havnen, også selv om de ikke ventede på rejsende fra udlandet til jul. Blot var den smukke og festlige ramme om juleskibets anløb en del af deres juleforberedelser.

Store juletræer, der strålede af lys, flankerede landgangen, og Esbjerg Politiorkester musicerede på kajen, mens de mange julerejsende gik fra borde, og efter pas- og toldkontrol kunne forenes med deres kære, der ventede på kajen for at modtage dem. I 1990’erne var bl.a. borgmester Flemming Bay-Jensen til stede og talte.

Sidste højtidelige markering af juleskibets ankomst var så vidt vides i 1994.

Juleskibets er ankommet til Englandskajen, ca. 1973.
Foto: Esbjerg Ugavis. EBA 26861-019. 

Pårørende venter spændt på om Ejvind er med juleskibet Kronprinsesse Ingrid, den 23. december 1958.
Foto: Knud Rasmussen: EBA 50296-050.

 

Dags Dato 1979:

I1976 oprettedes den selvejende institution Esbjerg Byfond, hvis formål var at rådgive og støtte udvendige renoveringer på bevaringsværdige bygninger i Esbjerg Kommune og præmiere gode eksempler på nybyggeri eller renoveringer.

Den 18. december 1979 kunne man læse i Dagbladet Vestkysten, at Byfonden "har et godt øje til huse i Kongensgade. Hvert år er et hus i gaden blevet præmieret. I år faldt valget på den nyrestaurerede forretningsejendom "In", Kongensgade 83, der tilhører købmand Erik B. Rasmussen. Ejendommen blev præmieret, fordi udformningen af facaden viser et smukt eksempel på, hvorledes en moderne butik kan indpasses i husets oprindelige arkitektur og idé fra 1890erne, der samtidig er fastholdt."

« Tilbage