Nyhedsarkiv

16. december: Juletræssalg og plastikjul i 1970'erne

Dato: 16-12-2018

Juletræssalget gik lidt trægt i 1972, og man stødte på et nyt fænomen - plastikjul

Mange juletraditioner blev holdt i hævd op gennem 1970'erne, men man blev præsenteret for et nyt begreb, som måske skulle vise sig at blive et modefænomen: Plastikjul. De traditionelle juletræer fik konkurrence af plastikjuletræer, men man kunne dog ånde lettet op, for plastikjulen havde ikke helt overtaget i 1972.

Her 46 år senere er det stadig et fåtal, som vælger et juletræ af plastik - ca. 5-6 procent viser en undersøgelse af Danmarks Naturfredningsforening m.fl., og i disse tider, hvor man måler CO2-aftryk, skal man bruge et plastiktræ i mindst 10 år, før det svarer til klimabelastningen fra et grantræ (Kilde: Dagbladet Politiken).

 

Lørdag, d. 16. december 1972 bragte dagbladet Vestkysten en artikel med overskriften Der er ikke inflation. Den handlede om salg af juletræer.
Journalisten indledte med at konstatere, at det efterhånden var ved at være slut med de gode gamle juletræssælgere i Esbjerg. Skikken med selv at skove sit juletræ havde vundet mærkbart frem, så hvis man så bort fra supermarkeder og enkelte gartnerforretninger, hvor man kunne købe sit juletræ, var der kun tre-fire steder tilbage, der solgte juletræer.

Juletræssalg ved Strandby Plads, ca. 1965.
Foto: Esbjerg Ugeavis, EBA 04418-019.

At der var så få udbydere af juletræer fik ikke juletræerne til at stige i pris. Faktiske var priserne de samme som de foregående år: Det vil sige fra 10 kr. til 55 kr. afhængig af størrelse, sort og kvalitet.

Billigst var den traditionelle rødgran, der kostede mellem 10 og 16 kroner. For hvidgran lå prisen mellem 12 og 22 kr. Som noget nyt kunne man præsentere en serbisk søjlegran med den absolut gode egenskab, at den ikke tabte nålene, når træet visnede. Ligesom ædelgran lå dette træ i prisklassen 30-45 kr., mens det suverænt dyreste træ var en normannia til omkring 55 kr.

På Strandby Torv stod brødrene Smedegård for juletræssalget. De begyndte at sælge træer fredag, d. 15. december, og de ville holde forretningen åben indtil juleaftensdag kl. 14.00. På det tidspunkt regnede de med at have solgt 1.200-1.800 juletræer.

 

Også indendørs holdt plastikjulen sit indtog i 1970'erne, som her i Halle-Restaurationen på Havnen, hvor der hygges om gæsterne med oppustelige julemænd og istappe-guirlander.

Der er pyntet op til jul på Halle-Restaurationen, Auktionsgade 2.
Foto: Knud Rasmussen. EBA 05789-050.

 

Dags dato 1972:

Julen var ikke som i "gamle dage", og i Dagbladet Vestkysten den 16. december 1972 kunne man læse, at breve til julemanden ender i papirkurven:

"Børn, der stadig har illusionerne om julemanden i behold, bliver slemt skuffet, hvis de sender breve og ønskesedler til ham. Brevene havner nemlig i papirkurven i Danmarks turistråd."

"Efterhånden er der ikke mange børn, der tror på julemanden. Det er en af årsagerne til, at turistrådet er holdt op med at besvare breve til julemanden. I dag havner brevene i papirkurven. Kun hvis der er penge i brevene, bliver de åbnet, og afsenderen får besked om, at julemanden ikke mere besvarer posten på grund af overarbejde".

 

« Tilbage