Nyhedsarkiv

14. december: Vestkystens julekoncerter

Dato: 14-12-2018

I 40 år var Dagbladet Vestkystens julekoncerter et tilløbsstykke for byens borgere

Dagbladet Vestkysten afholdt i 40 år julekoncerter til fordel for julehjælp til økonomisk trængte familier. Koncerterne var hvert år et tilløbsstykke for byens borgere, og gennem tiden optrådte såval lokale kræfter som store navne inden for den danske musik- og skuespillerscene. Fra 1927-47 afholdtes koncerterne på Palads Hotel, fra 1948-64 i Badmintonhallen, og i 1965-66 i Esbjerg Teater, Hotel Spangsberg.

Vestkystens 30. julekoncert i Badmintonhallen, hvor der var mødt 1000 tilskuere op.
Musikkonservatoriets kor er på scenen, og udsmykningen er lavet af stadsgartner F. J. Klougart.
Foto: Knud Rasmussen: EBA 25031-050.

 

Onsdag den 14. december 1966 afholdtes den sidste af Vestkystens julekoncerter. Ved den lejlighed blev halvdelen af koncerten transmitteret via Danmarks Radio. Avisen skriver dagen efter koncerten at hovedvægten blev lagt på seriøse indslag med enkelte morsomme afdelinger imellem. For det muntre stod først og fremmest skuespilleren Preben Uglebjerg - i dagens anledning Julebjerg - for. Han læste et par af H. C. Andersens eventyr og opførte en TV-parodi, hvori specielt den britiske version af "Ciao, ciao bambina" var vellykket. Af lokale kræfter deltog bl.a. Treenighedskirkens Drengekor under ledelse af organist Per Günther, Musikshøjskolens lærerensemble og sangsolisterne Bodil Christensen og Peter Sand.

Ved julekoncerten i 1961 var Daimi på scenen, og dagen efter skrev avisen "En af årets teenage-popstjerner, Daimi Larsen, optrådte ved koncerten, og hun udtalte "Hvor var det dejligt at være med til, jeg føler mig helt feststemt". Daimi sang tre engelske popsange ved koncerten, og et ekstranummer, som blev den danske popvise En Pige på Seksten."

Sangerinden Daimi underholder ved Dagbladet Vestkystens julekoncert i Badmintonhallen, 1961.

 

Også Vesterhavsdrengene var et hyppigt indslag ved Vestkystens julekoncerter.

 

Vestkystens julekoncert, 1963.
På slaget 20 indledte Vesterhavsdrengene Vestkystens årlige julekoncert med at spille "Julen har bragt velsignet bud" foran de 800 tilskuere, der var forsamlet i Badmintonhallen.
Foto: Knud Rasmussen. EBA 74769-050.

 

Dags dato 1966:

Preben Uglebjerg var en populær herre, og samlede en kreds at autografjægere om sig efter koncerten: "Preben Uglebjerg og drengene fra drengekoret ved Treenighedskirken i Esbjerg, der alle medvirkede ved VESTKYSTENs julekoncert, blev meget gode venner, og ingen af drengene gik hjem uden den populære entertainers autograf".

Preben Uglebjerg blev desværre kun 37 år gammel, da han omkom ved en trafikulykke den 31. maj 1968, på vej hjem fra Tivoli Varieteen.

« Tilbage