Historisk rute 1 - Sædding

Historisk rute 1 - Sædding Strand

_________________________

Velkommen til Historisk Rute - Welcome to Historic Route

 


Velkommen til Historisk Rute

En moderne skulptur byder velkommen til en rejse tilbage i tiden.

Faktisk kan det ikke fås bedre, for selv om menneskers tilstedeværelse ved kysten her tilsyneladende er af nyere dato, viser arkæologiske undersøgelser, at der har været mennesker her årtusinder tilbage. Ligesom nu var det kysten, der trak – dengang nok især på grund af de gode muligheder for at få fat i »havets frugt«. Således binder et moderne kunstværk fortid og nutid sammen.

Skulpturgruppen Mennesket ved Havet er udført af den danske billedhugger, maler og grafiker Svend Wiig Hansen (1922-1997), der var uddannet ved Kunstakademiets Billedhuggerskole 1946-1950.

Den bygger på en model fra 1954, som var påtænkt udført i stor skala og opstillet i Nordjylland, men da det ikke skete, blev modellen i 1980 overdraget til Esbjerg Kunstmuseum af Ny Carlsberg Fondet med titlen Mennesker på en strandbred.


Svend Wiig Hansen (t.h.) med modellen »Mennesker på en strandbred«. Billedet er taget, da indsamlingen til nyfortolkningen af værket gik i gang. T.v. ses Ole Troelsen, der var formand for indsamlingsudvalget.
Svend Wiig Hansen (to the right hand side) wit a small scale version of Men on a Shore. The photo is taken in 1989 when the fundraising for at reinterpretation of the sculpture began. The other person is Ole Troelsen who was president of the fundraising committee.

I kredsen omkring Esbjerg Kunstmuseum modnedes tanken om at realisere den oprindelige idé, og med kunstnerens accept og aktive deltagelse gik man i 1989 i gang med at indsamle penge til at gennemføre projektet. Første skridt var en visualisering af, hvordan figurgruppen i stor skala ville tage sig ud, hvis den blev opstillet ved Sædding Strandvej med skikkelserne vendt ud mod indsejlingen til Esbjerg Havn.

Visualiseringen førte bl.a. til en ændret udformning af skulpturen, andet valg af materiale og en ændret titel. Antallet af figurer blev reduceret fra fem til fire, deres oprindelige runde former blev ændret til uni-sex figurer i beton, som sad på linje og i en mere oprejst stilling end på modellen. Svend Wiig-Hansen stod selv for denne nytolkning, som blev afsløret den 28. oktober 1995 på klitten ved Fiskeri- og Søfartsmuseet under den nye titel Mennesket ved havet. Det skete som led i markeringen af 100-året for Esbjerg Kommune som selvstændig kommune.


Svend Wiig Hansen ved afsløringen af »Mennesket ved Havet« den 28. oktober 1995.
Svend Wiig Hansen at the unveiling of »Man at the Sea« on October 28th, 1995.


»Mennesket ved Havet« med kig ud over sejlrenden, hvor Englandsbåden Dana Sirena er på vej ind til Esbjerg, 2004.
»Man at the Sea« with a view of the fairway with M/S Dana Sirena is on its way to The Port of Esbjerg, 2004.


Skulpturgruppen er inspireret af kykladisk kunst og Påskeøens monolitter. Figurerne er ca. ti meter høje, selv om de er små i forhold til havet og himlet. Umiddelbart afspejler de ro, men tænk hvis de pludselig rejste sig op i fuld højde. »Mennesket ved havet«. Titlens entalsform understreger, at Wiig Hansen ikke har fremstillet fire individuelle personer med hver deres kendetegn. Figurernes kroppe er umiddelbart ensartede, anonyme og nøgne – med små variationer at opdage. Men det er Mennesket, man ser.

Med placeringen mod havet er det også fortællingen om relationen mellem menneske og hav.
 


Welcome to Historic Route

A modern sculpture welcomes you to a journey back in time.

In fact, it cannot get any better - the presence of people on the coast here seems to be of recent date, but archaeological studies show that there have been human beings here for millennia. Like now, the coast was the attraction - then probably especially because of the easy access to the »fruit of the sea«. Thus, a modern work of art ties past and present together.

The sculpture Man at the Sea is large scale art based on a model from 1954 by Svend Wiig Hansen (1922-1997), a Danish sculptor, painter and printmaker. Originally, the model should be turned into a sculpture in Northern Jutland but that never happened. In 1980 the model was donated by the New Carlsberg Foundation to Esbjerg Art Museum where it is today.

During the 1980’ties The Board of the Esbjerg Art Museum revived the original idea of the sculpture. Step one in the effort of raising funds for a full scale sculpture at Esbjerg was a visualization on location. That changed the sculpture in form, material and concept. Individuals were changed into unisex figures in concrete almost ten meters tall. The name was changed from Men at the Sea to Man at the Sea even though it is a group of four with identical bodies, anonymous and naked – with small differences to be found. In spite of their sizes they seem small compared to the sea and the sky but imagine they got up and stood in full length.

All changes were done by Svend Wiig Hansen himself. He also attended the inauguration on October 28th 1995.

_________________________

Fra Esbjerg Kunstmuseum til Sædding Strand - From Esbjerg Art Museum to Sædding Beach
 


Svend Wiig Hansen og hans model fra 1954 på Esbjerg Kunstmuseum.
Svend Wiig Hansen with the model from 1954 at Esbjerg Museum of Art.


Visualisering af skulpturgruppen »Mennesker på en strandbred«, som den ville se ud fra Sædding Strandvej, 1989.
Visualization of the sculpture group »People on a beachfront« as it would look from Sædding Strandvej, 1989.


Visualisering af skulpturgruppen »Mennesker på en strandbred«, som den ville se ud fra parkeringspladsen, 1989.
Visualization of the sculpture group »People on a beachfront« as it would look from the parking lot, 1989.


Visualisering af skulpturgruppen »Mennesker på en strandbred«, som den ville se ud fra stranden, 1989.
Visualization of the sculpture group »People on a beachfront« as it would look from the beach front, 1989.


Skitse til »Mennesket ved Havet« i den nye udgave, 1991.
Sketch for »Man at the Sea« in the new version, 1991.


Svend Wiig Hansen i sit værksted i Hulsig i Vendsyssel i gang med modelarbejdet, august 1992.
Svend Wiig Hansen in his workshop in Hulsig in Vendsyssel in the process of modeling, August 1992.


Svend Wiig Hansen (t.v.) i sit værksted i Hulsig i Vendsyssel i gang med modelarbejdet, august 1992.
Svend Wiig Hansen (left) in his workshop in Hulsig in Vendsyssel in the process of modeling, August 1992.


Som grunden så ud, før man gik i gang, august 1994.
The building site before construction began, August 1994.


Skulpturen begynder at tage form, maj 1995.
The sculpture begins to take shape, May 1995.


Byggepladsen, 1995.
The construction site, January 1995.


Fire hoveder venter på at blive monteret, 1995.
Four heads waiting to be mounted, 1995.


Svend Wiig Hansen laver »fodbehandling i stort format«, 1995.
Svend Wiig Hansen makes »large scale foot treatment«, 1995.


2. lag beton sprøjtes på skulpturgruppen »Mennesket ved Havet« i overværelse af Svend Wiig Hansen (t.v.), 1995.
The second layer of concrete is sprayed on the sculpture »Man at the Sea« under the inspection of Svend Wiig Hansen (lef), 1995.


Skulpturer klar til afsløring, oktober 1995.
Sculptures ready for unveiling, October 1995.


Skulpturer er blevet afsløret, oktober 1995.
Sculptures has been unveiled, October 1995.


»Mennesket ved Havet« en januar morgen 2017.
»Man at the Sea« a morning in January  2017.

_________________________

Til lands - The Coast Line


Landskabet

I 1909 besluttede Rigsdagen at udvide Esbjerg Havn med en stor Trafikhavn og en fiskerihavn med tre bassiner. Staten, som ejede og drev havnen dengang, skulle kompensere Esbjerg Købstad for det eksproprierede areal, og erstatningen blev kystområdet vest for havneudvidelsen, som dengang lå i Guldager Sognekommune. Engområdet tæt ved Fovrfeld Bæk havde købstaden ikke den store brug for, og sandjorden og lyngtotterne heller ikke, for området var jo udsat for at blive oversvømmet ved stormfloder, hvad de voldsomme stormfloder i 1909 og 1911 tydeligt havde vist.


Stormfloden den 3. december 1909 forårsagede store ødelæggelser på Esbjerg Havn. Blandt andet løftede stormen Fanø-færgen op på kajen i Esbjerg Havn.
The great storm surge of December 3rd 1909 caused major damage to the harbour of Esbjerg. It left the ferry to the island of Fanø partly hanging on the quayside.

Der blev derfor opført et dige til at beskytte området, og bag diget anlagde man fra 1913-1914 en landevej (Hjertingvejen). Sammen med en bro over Fovrfeld Bæk åbnede vejen området for trafik og ikke mindst esbjergensernes brug af det.

Efterfølgende storme understregede dog digets utilstrækkelighed. Ved stormfloden den 30. august 1923 blev Hjertingvejen nærmest skyllet væk nogle steder, og helt galt gik det ved stormfloden den 24. november 1928, som forvandlede broen over Fovrfeld Bæk til en fritstående skulptur. Indtil forbindelsen mellem broen og Hjertingvej var blevet genskabt, kunne kørende trafik ikke passere bækken, mens fodgængere og cyklister kunne stage sig over i en lille båd.


Hjertingvej efter stormfloden den 30. august 1923.
Hjertingvej after the storm surge of August 30th 1923.


Resterne af broen over Fovrfeld Bæk efter stormfloden den 26. november 1928.
The remains of the bridge over Fovrfeld Stream after the storm surge of November 26th 1928.

Et stærkere dige måtte til, og med kystsikringen bragt i orden omkring 1930 kunne der arbejdes med planer for områdets anvendelse. Det blev bl.a. til en kirkegård, som Esbjerg Købstad manglede voldsomt på det tidspunkt.
 


The scenery

In 1909 the Danish Parliament passed a law about a fairly big expansion of the Port of Esbjerg which was then government owned and operated so the Danish Government had to compensate the City of Esbjerg for the land it had expropriated for the new harbour. The compensation was land West off the new harbour area close to the coast, at the time mainly used as pasture and at first sight not very useful for the city. Furthermore, the low-lying area was exposed to being flooded by storm surges which was proved by the storm surges of 1909 and 1911.

A dike was built to protect the area against storm surges and a road – Hjertingvejen (built 1913-1914) – made it more accessible. A bridge over Fovrfeld Stream (Fovrfeld Bæk) opened the coastline for traffic and made it accessible for people from Esbjerg.

The storm surges of 1923 and 1928 proved, however, that the dike was insufficient. Big parts of the road were taken by the sea and most of the bridge over Fovrfeld Bæk was demolished as well. Until repair was done the road was closed for driving traffic whereas pedestrians and cyclists could cross the small stream using a small boat.

The dike was reinforced and the area behind the dike so protected that it caught the attention of city planners. Around 1930 the City of Esbjerg had great need for a third cemetery and lots of acres behind the dike were available.

_________________________

Til lands - The Coast Line
 


Fovrfeld Gravlund

Fovrfeld Gravlund blev Esbjergs tredje kirkegård. Den første, Kirkegården ved Vor Frelsers Kirke (i dag I. C. Møllerparken), åbnede i 1884, men blev trods en udvidelse knap ni år senere hurtigt fyldt op. I 1897 åbnede ”assistens”-kirkegården i Gormsgade (i dag Kirkegården ved Gormsgade), som trods senere udvidelser og et samlet areal på 14 tdr. land (eller 7,7 hektar eller 10.000 gravpladser) også fyldtes hurtigere end forudset på grund af Esbjergs konstant voksende indbyggertal.

På den baggrund begyndte Esbjerg Kommune omkring 1930 at undersøge den mulige placering af en ny kirkegård, da Kirkegården ved Gormsgade ikke kunne udvides. Kommunen valgte derfor at placere en helt ny kirkegård i Fovrfeld, som dengang lå i udkanten af kommunen, hvor der på grund af områdets udsatte placering ikke rigtigt var blevet byplanmæssigt disponeret endnu.

Hvad der yderligere talte for området var, at der siden 1918 havde ligget en plantage på ca. 40 tdr. land eller 23 hektar i området. Et areal af den størrelse til en kirkegård virker umiddelbart voldsomt, men dels havde Esbjerg Kommune behov for en katastrofekirkegård (fx til nødbegravelser ved epidemier som fx Den Spanske Syge) – fuldt udnyttet var der 40.000 gravpladser på arealet. Dels var placeringen interessant, for man sigtede efter at anlægge en anderledes ny kirkegård. På baggrund af moderne strømninger inden for kirkegårdsindretning ville man gerne arbejde i retning af såkaldte skovkirkegårde, hvor den eksisterende plantage på stedet kunne levere sit første bidrag med træer af en vis størrelse. Som bekendt vokser træer langsomt i Vestjylland.

Skogskyrkogården (Skovkirkegården) syd for Stockholm var det nordiske forbillede. Den var tegnet af Erik Gunnar Asplund og Sigurd Lewerentz og indviet i 1915, udviklet 1920-1940 og mange år senere udnævnt til UNESCO-verdensarv. Karakteristisk for skovkirkegårdene var en helt anden kirkegårdsopfattelse end den traditionelle, idet den enkelte grav måtte indordne sig en fælles anlægs- og vedligeholdelsesform. Det individuelle gravsted fik derfor langt mindre betydning på skovkirkegårde end på traditionelle kirkegårde. Kirkegårdsformen begyndte at vinde indpas i Danmark i 1920’erne med Mariebjerg Kirkegård i Gentofte som er ét af de ti mest betydningsfulde arkitekturværker i Danmark.

Et yderligere nyt element i diskussionerne om den nye kirkegård var et krematorium. Siden 1926 havde Esbjerg Kommune forhandlet med lokalafdelingen af Danmarks Ligbrændingsforening om opførelse af et krematorium, så kremeringer kunne ske lokalt. Dertil et kolumbarium i kapellet – ligesom på Mariebjerg Kirkegård.

Også disse ønsker kunne imødekommes i Fovrfeld Gravlund, der ligesom Mariebjerg Kirkegård fik et kapelkrematorium – kremering var forholdsvis nyt i Esbjerg, men blev en mulighed efter Fovrfeld Gravlunds indvielse

I kolumbariet i kapellet i Fovrfeld Gravlund var der oprindelig nicher til 150 urner, men antallet af pladser er reduceret til det halve i dag.

Selve kirkegårdsanlægget blev tegnet stadsgartner Asmus Kristensen. Kapelkrematoriet er tegnet af arkitekt Harald Peters.


Kapelkrematoriet i Fovrfeld Gravlund, 1944.
The chapel and crematorium at Fovrfeld Gravlund, 1944.


Fra kolumbariet i kapellet i Fovrfeld Gravlund, 2008.
The columbarium in the chapel at Fovrfeld Gravlund, 2008.

Fovrfeld Gravlund blev indviet den 22. januar 1939. På det tidspunkt var der kun omkring 30-40 ledige grave tilbage på kirkegården ved Gormsgade, så det blev fortrinsvis familier uden gravsteder på andre af byen kirkegårde, der fik anvist plads i Fovrfeld Gravlund.

Begravede på de kommunale kirkegårde i Esbjerg kan findes her http://eba.esbjergkommune.dk/soeg-i-arkivet/personer/begravelsesprotokoller/simpelsoegning.aspx
Deres gravsteder eller gravsten findes nødvendigvis ikke længere.

Desuden er Fovrfeld Gravlund blevet brugt til uforudsete hændelser som f.eks. dødsfald i forbindelse med 2. Verdenskrig og Danmarks besættelse til såvel allierede og tyske begravelser. Faktisk er Gravlunden Skandinaviens største krigsgravfelt, da faldne fra et større geografisk område end Esbjerg er ført hertil og begravet her. Under den tyske besættelse af Danmark blev der i alt begravet 1.046 nedskudte allierede flyvere og besætningsmedlemmer på 107 forskellige danske kirkegårde. Af dem var oprindelig 298 begravet i Gravlunden, men heraf blev 28 amerikanere ført tilbage til USA i april 1948. I dag er der 271 allierede (Commonwealth) og en polak begravet i det allierede gravafsnit. I det det tyske gravafsnit hviler 1.019, fordelt på 878 soldater og 151 flygtninge.

Her finder du de allierede faldne https://www.airmen.dk/c014.htm


Massebegravelse af allierede flyvere i Fovrfeld Gravlund, ca. 1944.
Mass funeral of Allied Airmen at Fovrfeld Gravlund about 1944.

Gravlunden rummer endvidere et monument for faldne fra Esbjerg under 2. Verdenskrig.


Monument for esbjergensere som mistede livet under 2. Verdenskrig, var krigsofre eller døde i modstandskampen.
The monument for people from Esbjerg who lost therir lives during WW2 as war victims or died in the resistance movement.


Uden for det indviede kirkegårdsområde område findes en muslimsk gravplads, og i 2018 tog man en moderne skovkirkegård i brug. Den afdeling skal holdes så naturtro, så man stadig opfatter det, som om man færdes i et større skovområde. Derfor må begravelsespladserne heller ikke markeres med gravsten eller blomster. I stedet er der et centralt sted til mindeplader med de afdøde personers navne.


Kapelkrematoriet i Fovrfeld Gravlund set fra luften i 2006.
An aerial view of the chapel in Fovrfeld Gravlund in 2006.

 


Fovrfeld Cemetery

In the history of cemeteries in the City of Esbjerg Fovrfeld Gravlund is cemetery number three. The first one next to The Church of Our Saviour (Vor Frelsers Kirke) opened in 1884 with only limited space and even though it was expanded nine years later it could not meet the actual demand. That cemetery is no longer in use but has been turned into a public park (= I. C. Møllerparken). 

Consequently, the City Council in 1897 opened a new cemetary in, what was then, the outskirts of Esbjerg. It too had to be expanded because of the constant growth of the population of Esbjerg. Kirkegården ved Gormsgade was its name and in spite of its size - 10.000 graves - it filled up faster than expected.

Around 1930 the City Council realized the need for another cemetery, The focus was at an area in the Western part of the city – a newer part of the city with a 9.2 acres big plantation. This was by far much more land than any of the previous cemeteries. There were several reasons for that – Esbjerg had no vacant cemetery capacity in case of pandemics like The Spanish Flue or a war. Furthermore, the other cemeteries were almost out of space and a new concept of cemetery, so called forest cemeteries, had been developed in Sweden (Skogskyrkegården close to the City of Stockholm – this cemetery, by the way, has later become UNESCO World Heritage Site). In this new kind of cemetery there was no room for individual features on the grave sites – the owners had to accept the overall principles for the design. Another new feature was a chapel with a crematorium attached – cremation had not been available in the Esbjerg area before.

Fovrfeld Gravlund with a columbarium with room for 150 urns was inaugurated on January 22nd 1939. The cemetery was designed by cemetery manager Asmus Kristensen and the chapel by architect maa Harald Peters (1801-1951).

When the cemetery opened in January 1939 the other cemetery in Esbjerg only had 30-40 vacant gravesites so mainly newcomers and people with no previous family cemetery history were encouraged to use the new cemetery in the furthest Western corner of the city and out of town.

The names of people buried on the cemeteries in the City of Esbjerg can be searched here: http://eba.esbjergkommune.dk/soeg-i-arkivet/personer/begravelsesprotokoller/simpel-soegning.aspx
However, their grave sites or head stones do not necessarily exist anymore.

In January 1939 no Danes envisioned a second WW knocking on the door but it became a fact from September 3rd 1939. Fovrfeld Cemetery played its role in that respect because it became one of the major burial sites in Scandinavia for both allied and German victims. During the German occupation of Denmark 1,046 allied airmen were shot down and killed in action over Denmark. They were burried in 107 different Danish cemeteries. 298 of them were buried at Fovrfeld Gravlund but 28 American airmen were exhumed and brought back to USA in April 1948. Today 271 allied airmen (Commonwealth) and a Pole are buried in the allied section of the cemetery. 878 German soldiers and 151 refugees of German descent rest in the German section.

Here you find a list of all the buried allied airmen:  https://www.airmen.dk/c014.htm

Regarding WW2 Fovrfeld Gravlund also has a monument with the names of people from Esbjerg who lost their lives during WW2 - sailing, fishing or taking active part in the resistance movement.

Outside the consecrated part of the cemetary is a muslim cemetery and in 2018 a modern forest cemetery for all denominations was inaugurated. In that section the forest will be kept as natural as possible – you are supposed to have the same feeling as if you are walking in a forest. No traditional graves, headstones or flowers are allowed. A tree is designated to be used for mounting commemorative plaques for the deceased..

_________________________

Til lands - The Coast Line



Fiskernes Mindelund

Når man drejer fra Hjerting Strandvej mod Fovrfeld Gravlund, passerer man kort efter afkørslen Fiskernes Mindelund. Ideen til en mindelund går langt tilbage, men i mange år kneb det med at finde en velegnet plads til et mindesmærke for de mange Esbjerg-fiskere, der var døde på havet og aldrig var blevet fundet. Et mindesmærke ville give de efterladte et mindested, når de nu ikke havde et gravsted.

Anlægget af Fovrfeld Gravlund satte fornyet skub i planerne, og i sommeren 1939 havde borgmester Morten Mortensen udpeget stedet, hvor Mindelunden skulle ligge. For at finde en løsning, der også var kunstnerisk forsvarlig, henvendte Esbjerg Kommune sig til Ny Carlsbergfondets direktion, som var velvilligt indstillet over for forslaget. Udbruddet af Anden Verdenskrig i september 1939 satte dog alt i stå.


Efterårsstorme i 1935 og 1936 kostede mange Esbjerg-fiskere livet, og af gode grunde blev inden eller intet fundet. Enkelte kuttere og deres besætninger kom i land med livet i behold som her kutter E.475 Alice i oktober 1936.
Hurricanes in the fall of 1935 og 1936 costs a lot of Esbjerg fishermen their lives - and nobody or nothing was found. A few fishingboats and their crew made it throug the hurricanes safe and sound such as E.475 Alice in October of 1936.

Den 10. november 1941 kunne Esbjerg Byråd dog afsløre, at Byrådet havde vedtaget et forslag med støtte fra Ny Carlsbergfondet om en mindepark for forulykkede Vesterhavsfiskere. Oplægget til monumentet kom fra billedhuggeren August Keil, der havde udarbejdet en plan sammen med havearkitekt C. Th. Sørensen og direktør ved Ny Carlsbergfondet, V. Thorlacius-Ussing. Mindesmærket skulle være en cirkelrund mur af granit som de vestjyske granitkirker. Cirkelmuren skulle være 20 meter i diameter og 2½ m høj. Lige over for indgangen skulle der anbringes et stort granitrelief forestillende en sømand, der hjælper en skibbruden: Symbolet på hjælpsomheden og solidariteten på havet. Til venstre og til højre skulle der være endnu to figurer, en gammel mor, der begræder sin søns død, og den unge fiskerhustru med sit barn, begge symboliserende hjemmet. På murens forskellige kvadre skulle indhugges navne såvel på enkeltpersoner, som omkom ude på havet, som på hele skibsforlis. Dog kun navnene på de, som aldrig blev fundet.


Fiskernes Mindelund ca. 1960. Såvel rotunden som skulpturgruppen er skabt af den danske billedhugger August Keil.
The Memorial of the Fishermen, 1960. The rotunda as well as the sculptures were designed by the Danish sculptor August Keil.

I november 1941 havde man 350 navne at hugge ind i muren. Mindelunden forventedes at koste kr. 100.000, og August Keil mente, han ville være 1½ år om opgaven. Ting ta´r tid - og følgerne af krig og besættelse var utvivlsomt medvirkende årsager til, at monumentet først kunne afsløres den 3. november 1949. Da havde man adskillige flere navne end 350 at hugge ind. Nu er der omkring 680 navne indhugget i muren – og heldigvis ingen efter 1992. Det vidner ikke blot om en nedgang i fiskeriet, men også en fremgang i redningsudstyr om bord og nye teknikker og nyt udstyr i søredningstjenesten.


I oktober 1954 føjes der nye navne til listen i Fiskernes Mindelund over omkomne og ikke-fundne fiskere.
More names of missing fishermen have to be added to list at the Memorial of the Fishermen in October 1954.

Her finder du navnene, der er hugget ind i indersiden af Mindelundens mur: http://eba.esbjergkommune.dk/soeg-i-arkivet/esbjerg-leksikon/detalje.aspx?qid=1419

Oplysningerne i muren læses således med eksempel fra kutteren Rigmor, der forliste i 1927:

1927
Rigmor

• Markus Iversen Skov, -86
• Tage Rasmus Hansen, -05

Tallene efter navnet er fødselsåret.
Markus Iversen Skov var født i 1886 og Tage Rasmus Hansen i 1905. På den måde kan man regne alderen på de omkomne ud.


Der er ikke mange fotos af kutterforlis - som regel skete forlisene i løbet af ganske få minutter. Her ses dog forliset af fiskekutter E.630 Tosca ud for Sild i december 1966. Heldigvis overlevede alle om bord.
There are only few photos of shipwrecked fishing boats such as E.630 Tosca in December 1966 off the coast of the German island of Sild. Fortunately everybody survived.


The Memorial of Fishermen

When you leave Hjerting Strandvej heading for Fovrfeld Cemetery you see a rotunda on your left hand side just after the turn. It is the Memorial of the Fishermen.

The idea of a memorial for fishermen goes back to the beginning of the 20th century but one of the main challenges was to find a suitable location for all the fishermen who had lost their lives at sea and never were found. The memorial should replace the gravesite the family never got.

The decision to build Fovrfeld Cemetery brought the Memorial for the Fishermen back on track. In the summer of 1939 Morten Mortensen, the mayor of the City of Esbjerg, revealed the location of the memorial. Then nothing happened until November 10th 1941 when the City Council of Esbjerg announced the acceptance of a project financially supported by The New Carlsberg Foundation. It was designed by the Danish sculptor August Keil in cooperation with landscape architect C. Th. Sørensen and V. Thorlacius Ussing, who was the CEO of The New Carlsberg Foundation. The memorial was going to be a rotunda built out of granite – a very common material in the churches of Western Jutland. The circular wall was going to be 20 meter in diameter and 2.5 meter tall. Just off the entrance there should be a sculpture of a sailor helping a shipwrecked college – the symbol of helpfulness and solidarity at sea. To the left hand side and the right hand side of it there should be two more figures: One with an old mother mourning the death of her son and to the right a young wife of a fisherman – both symbolizing the home. Inside the rotunda the names of individuals as well as entire shipwrecks should be carved into the granite. But only the names of those who were never found.

In November 1941 350 names were waiting for the memorial. The total cost was estimated to be DKK 100,000 and August Keil thought he could have the job done in 1½ years. However, the German occupation of Denmark and WW2 delayed everything so the memorial was not inaugurated until November 3rd 1949. Then many more than 350 names names were waiting to be carved into the wall. Now more than 680 names can be found – from 1966 all names of drowned fishermen were listed.

Fortunately no names have been added after 1992. This is not only due to a decline in fishing but is also due to better life saving equipment on board as well as improved sea ​​rescue services.

You can find the names in the rotunda here: http://eba.esbjergkommune.dk/soeg-i-arkivet/esbjerg-leksikon/detalje.aspx?qid=1419

The entries into the wall is read in this way based on the entry of fishing boat Rigmor that disappeared in 1927:

1927
Rigmor

• Markus Iversen Skov, -86
• Tage Rasmus Hansen, -05

The numbers after the name is the fisherman's year of birth. Markus Iversen Skov was born in 1886 and Tage Rasmus Hansen in 1905. In this way you can figure out how old the fisherman was when he died.

_________________________

Til lands - The Coast Line



Fovrfeld Ferieby - en pioneridé

I 1938 fik Danmark den første ferielov, som gav lønmodtagere ret til to ugers ferie. På den baggrund stiftede fagbevægelsen rejsebureauet Dansk Folkeferie, der skulle sikre arbejderne gode og billige ferietilbud.

For mange arbejdere drejede det sig først og fremmest om at holde en billig ferie, f.eks. ved at besøge familie, venner og bekendte andre steder i landet. En anden mulighed var cykelferie med telt, som heller ikke ville beløbe sig til alverden, eller indkvartering på vandrerhjem.

Den slags ferier havde Dansk Folkeferie dog ikke i tankerne. Ingen af de 650.000 ferierende arbejdere skulle føle sig som 2. klasses borgere med hensyn til indkvartering, og yderligere skulle de gerne have en ferie med indhold. Der var derfor store forventninger til ferielovens betydning i praksis, og en række større byer som Aalborg, Århus og Helsingør tumlede med planer om opførelse af større hoteller til at modtage de hundredvis af arbejdere, man forventede skulle på ferie. I Århus tilbød restauratørerne ligefrem kommunen et samarbejde om opførelsen af et stort hotel.
 

Ideen om en ferieby
Også i Esbjerg var hotelplaner langt fremme, indtil der på et møde i november 1938 mellem Arbejdernes Fællesorganisation og Erhvervsudvalget i Esbjerg kom en helt unik idé på bordet, nemlig opførelse af en ferieby. Forslaget kom på bordet omkring midnatstid, og trods det sene tidspunkt satte man sig, fyldt af begejstring, i bilerne og kørte ud til det sted på Hjertingvej, hvor man tænkte sig feriebyen placeret på et areal, der tilhørte Esbjerg Kommune. Alle mødedeltagere var overbeviste: Her skulle der opføres en hel ferieby på 30-40 huse.

Hurtigt tog Arbejdernes Fællesorganisation kontakt til arkitekt Harald Peters (1891-1951) og bad ham tegne en række standardhuse. Han var intet tilfældigt valg af arkitekt, for han havde allerede stor erfaring i at bygge sommerhuse på bl.a. Fanø. Opgaven nu var dog noget anderledes, for husene skulle opføres i en afstand på 12-14 meter fra hinanden, men ellers være ens indrettet. Hvert hus skulle indeholde en rummelig opholdsstue, to sovekabiner, et meget lille køkken samt et værelse på loftet. Han skønnede, de kunne opføres for 2.500 kr. stykket. De beskedne køkkenfaciliteter skyldtes, at feriegæsterne ikke selv skulle kokkerere. I konceptet indgik nemlig en kantinebygning til alle større måltider.


Arkitekt Harald Peters (1891-1951) - portræt 1932.
Architect Harald Peters (1891-1951) - portrait from 1932.

Udlejningen skulle ske gennem Dansk Folkeferie, der jo netop var sat i verden for at sikre gode ferier til ferierende arbejdere. Det indebar, at »feriepakken« ikke blot skulle rumme ferieboliger af god standard til rimelige priser, men også tilbud om billige måltider samt en række udflugtsmuligheder til de ferierende. Altså en form for »all inclusive«, som vi vil kalde det i dag.

Udspillet til Dansk Folkeferie lød på en ugentlig leje i højsæsonen på ca. 20 kr., og så kunne de ferierende selv bestemme, om de ville have hele huset selv eller dele det med et andet par, typisk når der var tale om par uden børn. Desuden var det tanken at opføre en lille restauration i feriebyen, hvor man kunne købe sin mad til billige penge. Forhåbningen var, at en Esbjerg-restauratør ville byde på opgaven og sikre en madordning, der skulle fungere via billetter. Vurderingen var, at en uges ferie i feriebyen ville kunne gøres for 40 kr., incl. udgifterne til de udflugter, Esbjerg Turist- og Erhvervskontor ville arrangere for feriegæsterne.


Et af Harald Peters 15 feriehuse i oprindeligt design. Uden skorsten for opvarmning havde man ikke brug for i et sommerhus, der kun skulle bruges fra midten af maj til midten af september.
One of Harald Peters' 15 cottages in its original design. Which means no chimney since there was no need for heating in a cottage that was only going to be used from mid-May to mid-September.

Konceptet faldt i Dansk Folkeferies smag, og der blev indgået en samarbejdsaftale med Dansk Folkeferie, som garanterede for belægningen i »den egentlige ferietid«, dvs. fra 15. maj til 1. september. Den 16. januar vedtog byrådet et minimeret projektet – der var afsat 50.000 kr. til formålet, og som havde som forudsætning, at Esbjerg Kommune gav grunden mellem Hjertingvej og Gravlunden. Der måtte dog yderligere en byrådsbehandling til for at opfylde Dansk Folkeferies krav om en marketenderi-bygning, men den vedtagelse kom igennem byrådet den 13. februar 1939. Det endelige projekt omfattede kun 15 huse og en marketenderibygning, men prisen var til gengæld steget fra 50.000 til 65.000 kr.


Marketenderiet til Fovrfeld Ferieby – her fotograferet i 1954, hvor feriebyen for længst var historie, og husene blev brugt til husvildeboliger.
The Canteen Building of Fovrfeld Holiday Resort 1954. Then the holiday resort was no longer in operation and the buildings were being used for homeless people.



Løs skitse af beliggenhedsplanen for Fovrfeld Ferieby fra begyndelsen af 1939.
Sketch of the location plan of Fovrfeld Holiday Resort from the beginning of 1939.


Derefter handlede det bare om at komme i gang – der skulle afholdes licitation, og feriesæsonen var lige om hjørnet.

Den offentlige debat
Mens byrådet først og fremmest havde haft »feriekroner« i øjnene ved byrådsbehandlingen, var den offentlige debat noget mere nuanceret. Bl.a. kritiserede en borger placeringen – stranden ved Sædding var ikke noget at skrive hjem om. Med sommerens fremherskende østenvinde var der uger, hvor vandet end ikke ”var hjemme” ved højvande, så man kun havde muddervand at bade i. Ideologiske spørgsmål dukkede dog også op – var feriebyen kun for arbejdere med en fagforeningsbog? Nej, lød svaret, men gæstens indkomst skulle være på en arbejders niveau. Opholdet skulle endvidere være af en uges varighed. Hele projektet skulle nemlig ses i et bredere perspektiv – gennem sit samarbejde med det store engelske rejsebureau Workers’ Travel Association med en årlig omsætning på 13 millioner kr. kunne man forestille sig engelske arbejdere komme til Esbjerg for at studere fænomenet ferieby. Ingen grund til bekymring, lød de beroligende ord til skeptikerne – Esbjerg skulle være turistcentrum, og derfor måtte man ikke gå i for små sko.

Avisskriverierne fortsatte dog resten af projektperioden, bl.a. fordi det kooperative selskab Hustømrernes Selskab vandt licitationen. »Kammerateri« lød det fra den borgerlige fløj i byrådet. At byggeriet så heller ikke var færdigt til tiden, gav de kritiske røster yderligere medvind. Angrebene var mange og forklaringerne og undskyldningerne ligeså. Færdigt var byggeriet dog ikke som aftalt, men der var heller ingen ventende kø af gæster, selv om Dansk Folkeferie gjorde sit til at reklamere for feriebyen: En brochure om feriebyen blev trykt i mere end 10.000 eksemplarer:



Forsiden af Dansk Folkeferies brochure for Fovrfeld Ferieby. Brochuren blev trykt i 10.000 eksemplarer.
The front page of the flyer for Fourfeld Holiday Resort. The travel agency Dansk Folkeferie printed 10,000 copies.

Åbningen og den første sæson
Feriebyen skulle have åbnet den 9. maj 1939, men først den 28. maj blev Dansk Folkeferies hvide vimpel med de to blå FF’er – Fovrfeld Ferieby – hejst over feriebyen. De første gæster kom i pinsen, dvs. den 20. maj. Det var 73 cykelryttere, der skulle overnatte i forbindelse med Esbjerg Cycle-Rings jubilæumsarrangement. Først den 3. juni rykkede de første egentlige sommergæster ind. I hele juli måned var alt optaget.

Det var fortrinsvis københavnere, der tog på ferie i Esbjerg, og over for en af de lokale aviser fortalte én af gæsterne, at de var blevet overvældet af Vadehavet og den friske luft. Og fra husmoderhold lød der stor tilfredshed med at være fri for madlavning i en uge.



Indkvartering af 75 af de 193 deltagere i Esbjerg Cycle-Rings 20-års jubilæumsløb i maj 1939 var feriebyens første opgave. Her ses nogle af deltagerne fotograferet ved feriehusene.
Ind the middle of May 1939 Esbjerg Cycle Club celebrated its 20 years anniversary with a bike race. 193 coclists participated in the race of whom 75 stayed af Fovrfeld Holiday Resort as its first guests.


I alt gæstede 450 personer feriebyen i den første sæson. Gæsterne blev bedt udfylde et spørgeskema om feriebyen og deres ophold i den. Grundlæggende havde de været tilfredse, og deres klager var at regne for bagateller.

For Esbjerg Kommune havde feriebyen betydet 17.000 kr. i bruttoomsætning, hvilket var tilfredsstillende, da ferieloven jo ikke var slået fuldt igennem endnu.

På baggrund af sæsonen 1939 var alle i slutningen af august 1939 derfor parate til en ny sæson i 1940.

Ændrede forudsætninger

I løbet af en uges tid ændrede forudsætningerne sig. Årsagen var udbruddet af 2. Verdenskrig den 3. september 1939 og bomberne i Frodesgade 150-152 fra et engelsk fly den 4. september 1939. Indtil da havde Esbjerg intet luftforsvar, men efter angrebet på byen blev der sendt antiluftskyts og soldater hertil. I den første tid kunne de bo i telte, men da vinteren nærmede sig, var Fovrfeld Ferieby blandt de ledige bygninger, der kunne anvendes til indkvartering af soldater. Og blev det.


Ødelæggelserne på Frodesgade 150-152 efter det engelske flys bomber den 4. september 1949.
The remains of the apartment building 150-153 Frodesgade after the British bombs on September 4th 1939.

I januar 1940 spurgte Dansk Folkeferie Esbjerg Erhvervsråd om forventningerne til den kommende sæson, idet Dansk Folkeferie havde planer om at benytte feriebyen som i 1939. Esbjerg Erhvervsråd havde ikke travlt med at svare. 200.000 kr. om året i indtjening ved udlejning til soldater var økonomisk mere interessant end nogle feriegæster midt på sommeren.

Og derved blev det. Feriehusene blev aldrig brugt til det oprindelige formål igen: Først var danske soldater indkvarteret der, så tyske – og efter befrielsen blev de lettere ombyggede og udvidede feriehuse anvendt som husvildeboliger. I den funktion var de endnu at se indtil 1968. Og de blev ikke skrottet, men videregivet til f.eks. ungdomsorganisation med »et mobilitetsfremmende« tilskud på 1.500 kr. pr. hus.



En familie fotograferet foran deres husvildebolig i den tidligere Fovrfeld Ferieby. De har indrettet sig med en lille have foran huset. Ca. 1950.
A family has their picture taken in front of their cottage around 1950. They have made a small garden in front of their cottage in the former Fovrfeld Holiday Resort. Like many other Esbjerg families from 1945-1970 they were homeless and looking for accommodation.

Mange år senere tog Danske Folkeferie ferieby-konceptet op igen, men det var med huse af en helt anden kvalitet – og Esbjerg blev ikke én af de udvalgte byer.


Fovrfeld Holiday Resort - a New Idea

In 1938, the Danish Parliament passed the first vacation law, which allowed employees two weeks' holiday each yeas. Because of this, the trade unions founded Dansk Folkeferie, a travel agency which was going to ensure the workers good and cheap holiday offers.

Many workers were looking for a cheap holiday, e.g. to visit family, friends and acquaintances elsewhere in the country. Another option was a bicycle holiday with tent, which would not be that expensive, or accommodation in hostels.

It was, however, not holidays like that Dansk Folkeferie had in mind. None of the 650,000 workers on holiday should feel like second-class citizens when it came to accommodation, and furthermore the travel agency also would like to sell holidays with an educational concept. All over the country ideas popped up how to get the best out of the new law, and a number of larger cities such as Aalborg, Aarhus and Elsinore worked on plans to be build large hotels to receive the hundreds of workers who were going to make use of their new rights.

The idea
Also in Esbjerg, hotel plans were well advanced, until a unique idea was brought to the table at a meeting in November 1938 between the Workers' Joint Organization and the Business Committee of Esbjerg, namely the construction of a holiday resort. The proposal came on the table around midnight, and despite the late time of the day all the meeting participants, filled with enthusiasm, jumped into their cars and drove o the location on Hjertingvej, where the holiday resort was proposed to built on land owned by the City of Esbjerg. Everybody were convinced: It was an excellent location for a holiday resort with 30-40 houses.

The following day The Workers' Joint Organization called Harald Peters (1891-1951), a local architect, and asked him to design a number of standard houses. He was no accidental choice of an architect, because he already had a lot of experience in building cottages on the island of Fanø. This new task, however, was somewhat different, for the houses were going to be identical but built 12-14 meters from each other. Each house should contain a spacious living area, two bed rooms, a tiny kitchen and a room in the attic.

His estimate was that they would cost DKK 2,500 apiece. The modest kitchen facilities were due to the concept that all meals would be served in the canteen building.

Dansk Folkeferie was going to manage all reservations. This meant that the »holiday package« not only should include good standard accommodation at reasonable prices, but also offer cheap meals as well as a number of excursions. An early version of »all inclusive« as we would call it today.

The local offer to Dansk Folkevirke was a weekly rental during the peak season of approx. DKK 20, and then guests could decide whether they wanted the whole house themselves or would share it with another couple, typically in the case of couples without children. Furthermore, the idea was to build a small restaurant - a canteen building - in the resort where the renters could buy their meals at a reasonable price. The local group hoped that a restaurant owner from Esbjerg would bid on the job to secure food arrangements based on a ticket system. A week's holiday in the holiday resort was assessed to cost DKK 40 for a week, incl. the expenses for the excursions that Esbjerg Tourist and Business Office would arrange for the guests at the resort.

The offer was accepted by Dansk Folkeferie, and according to the contract Dansk Folkeferie guaranteed the occupancy during »the actual holiday time«, ie. from May 15th to September 1st. On January 16th 1939, Esbjerg City Council passed a minimized project and allocated DKK 50,000 for the purpose - on the condition that Esbjerg City Council provided the building site between Hjertingvej and the Gravlunden.

However, the decision turned out not to be final since Dansk Folkeferie kept asking for a canteen building which the City Council accepted on February 13th, 1939. The final project included only 15 houses and a canteen building, but the price had increased from DKK 50,000 to 65,000.

Then it was all about getting started - tendering had to be held and the holiday season was just around the corner.


The public debate
The political discussion of Esbjerg City Council was mainly concerned with »holiday crowns« where as the public debate was broader and more nuanced. A citizen criticized the location – the beach at Sædding was nothing to talk about. With the prevailing wind from the East in the summer time, there were weeks where the water was not even »home« at high tide, so you only had mud water when you wanted to go for a swim. More political questions also turned up – was the resort only for trade unionists? No, the answer was, but the guest's income should be at the level of a worker. The stay should also last a week. The whole project was to be seen in a broader perspective - through its collaboration with the big English travel agency Workers' Travel Association with an annual turnover of DKK 13 million, one could also imagine English workers coming to Esbjerg to study the phenomenon of a holiday resort. No worries, the reassuring words sounded to the skeptics - Esbjerg was going to become a tourist center, so the warning was not to walk in too small shoes.

However, the local newspapers kept writing about the project even to the very end. Some of this was due to the fact that the cooperative company The Carpenters’ Society won the tender. »Cronyism« was the word the Liberal and the Conservative parties of Esbjerg City Council used. Furthermore, the construction work was not finished on time which gave the political opposition another opportunity to voice its critic. The attacks were many and the explanations and excuses also. And - the construction was not completed on time, but fortunately there was no line up of waiting guests, though Dansk Folkeferie made a new effort to promote the resort. A flyer about the resort was printed in more than 10,000 copies.


The opening and the first season
Fovrfeld Holiday Resort had May 9th 1939 as its expected opening day but theri flag was not hoisted until May 28th. A week before – at Pentecoste – the first guests stayed in the resort. They were 75 cyclists participating in the 20 year anniversary race of Esbjerg Cycling Club. The first real guests moved in on June 3rd. Throughout the month of July there was no vacancy.

It was mainly people from Copenhagen who stayed at Fovrfeld Holiday Resort. One of the guests told a local newspaper that they had been overwhelmed by the Wadden Sea and the fresh air. The housewives did not hesitate to mention how much they had enjoyed not having to cook for a week.

In total, 450 people stayed at the holiday resort in the first season. Guests were asked to fill out a questionnaire about the resort and their stay there. The 150 replies basically showed that the guests had been satisfied and their the complaints were not significant.

The City of Esbjerg estimated that the resort had meant DKK 17,000 in gross sales, which was satisfactory, as the holiday law was not fully implemented yet.

At the end of August 1939 and based on the figures from 1939, everyone was ready for a new season in 1940.


A worldwide change
Over the course of a week, everything changed. On September 3rd, 1939, Great Britain and France declared Germany war – WW2 was on. Less than 24 hours later, on September 4th, 1939, a British bomber out of course dropped four bombes over Esbjerg and destroyed the apartment building at 150-152 Frodesgade and killed a lady. Until then, Esbjerg had no air defense, but after the attack on the city, anti-aircraft guns and soldiers were sent here. In the beginning they were staying in tents, but as the winter approached, Fovrfeld Holiday Resort was possible accommodation of soldiers. In the end of October 1939 the Danish soldiers moved into the vacant houses of Fovrfeld Holiday Resort.

In January 1940, Danish Folkeferie asked the Esbjerg Business Council about their expectations for the coming season, as the Dansk Folkeferie was expecting to use the resort as in 1939. The Business Council was in no hurry to respond. DKK 200,000 in revenue annually from the Army was financially more interesting than having tourists staying for two-three months in the summertime.

And this was the end of it. Fovrfeld Holiday Resort was never used for its original purpose again: First, Danish soldiers were accommodated there, then German soldiers took over. After WW2, the slightly remodeled and expanded cottages were used as housing for homeless people. They were still being used for that until 1968. And they were not destroyed then, but passed on to e.g. youth organization with a grant of DKK 1,500 per house.

Many years later, Danske Folkeferie revived the holiday resort concept with houses of a completely different quality - and Esbjerg was not one of the selected cities.

_________________________

Til lands - The Coast Line



Mågehøj

Den græsbeklædte høj bag Fiskernes Mindelund er kunstig skabt. Den er faktisk opbygget af rester fra produktionen i DANO-anlægget fra 1941-1978. Anlægget rensede og forarbejde dagrenovation til gødning og kompost. Ikke blot fra lokale husholdninger, men også fra udlandet, for i 1960’erne blev der fragtet husholdningsaffald fra Holland til forarbejdning i Esbjerg. Det blev bragt hertil i togvogne, som blev tømt på havnen og derfra fragtet ud til DANO-anlægget.


DANO-anlægget i november 1950. Det blev udvidet i slutningen af 1957.
The DANO-plant as it looked from the beginning. It was expanded in 1957.

Ikke alt lod sig umiddelbart forarbejde og omdanne, og det blev lagt ud på grunden. Som tiden gik, voksede bunken i højden, og allerede fra begyndelsen af 1960’erne var en høj under dannelse.

Og navnet? Når det bearbejdede affald blev spredt ud efter bearbejdning, flokkedes mågerne efter godbidder i resterne. Deraf navnet.


Måger på jagt efter godbidder november 1966 ved den senere Mågehøj.
Gulls chasing snacks at Mågehøj, November 1966.



Mågehøj [Gulls' Hill]

The grassy hill behind Fiskernes Mindelund was not there originally. It has been made from 1941-1978 out of residues from the production of the DANO-plant, which was cleaning and processing household-waste into fertilizers and compost. Not only from local households, but also from abroad – in the 1960s freight trains with household waste from the Netherlands arrived at Esbjerg Harbour, the wagons were emptied and the waste was driven by truck to the DANO-plant for treatment.

However, not everything could be processed and transformed right away, so it was spread on the ground. As time went by it grew in hight and from the early 1960’s it already had the shape of a small hill.

And its name? When the residue was spread on the ground, the seagulls showed up in great numbers to look for treats in the residue. Hence the name.

The plant closed in 1978 and then the gulls do no longer come as often and in such large number as before. But you are most welcome to climb the hill to see Esbjerg city and the harbor from a new angle.

 

_________________________

Fiskeri- og Søfartsmuseet - The Fisheries and Maritime Museum


Fiskeri- og Søfartsmuseet

I 1968 var det 100 år siden, loven om anlæg af en havn ved Esbjerg og en jernbane hertil var blevet vedtaget. Ingen forudså dengang den udvikling, havnen ville sætte i gang – eller at man 100 år senere ville have Danmarks 5. største by liggende, hvor der i 1868 var to gårde, tre huse og boede 23 mennesker.

Esbjerg Byråd besluttede at opføre et fiskeri- og søfartsmuseet som jubilæumsgave til kommunens indbyggere, en ledig byggegrund ved vandet blev fundet på en kommunal grund mellem Sædding Strandvej og Tarphagevej. I midten af 1960’erne lå grunden i Esbjerg Kommunes udkant, da grænsen mellem Esbjerg Købstad og Guldager Sognekommune gik ved den nuværende Solbakkevej. Ved kommunalreformen i 1970 blev de to kommuner lagt sammen, og Fiskeri- og Søfartsmuseet, som åbnede i 1968, lå ikke længere i kommunens udkant.

Museets arbejdsområde var fiskeri- og søfartshistorie i Esbjerg. Ikke mindst fiskeriet var byens vækstmotor. I jubilæumsåret 1968 var der indregistreret omkring 700 fiskekuttere indregistreret i Esbjerg, og slår man faggruppen fiskeskippere op i telefonbogens erhvervsafsnit, fyldte det ti tryksider sat i to spalter.


Museet er tegnet af Halldor Gunnløgsson & Jørn Nielsen og Arkitektfirmaet C. F. Møllers Tegnestue, arkitekter MAA. De vandt arkitektkonkurrencen i 1965.
The museum was designed by Halldor Gunnløgsson & Jørn Nielsen and the architectural firm C. F. Møllers Tegnestue, architects MAA. They won the architectural competition in 1965.

Som supplement til temaerne fiskeri og søfart var der akvarier med de typer fisk, Esbjerg-fiskerne typisk fangede. I 1976 blev museet udvidet med et sælarium med de typer sæler, som findes i Vadehavet, og senere kom der et frilandsmuseum til. I 2016 åbnede museet en offshore-udstilling om den betydning, udvindingen af olie og gas i Nordsøen har haft for Esbjerg og Danmark.


Fodring af sælerne tiltrækker altid et stort publikum, 2006.
Feeding of the seals always attracts a large number of spectators, 2006.

Publikum kigger ned i akvarium med fisk, der typiske for området.
The visitors look down into the aquarium with fish typical for the area.


Luftfoto af frilandsmuseumsdelen, 2008.
Aerial view of the open-air museum section, 2008.


Besøgende - unge og gamle - optaget af aktiviteter på frilandsmuseet, 2015.
Visitors - young and old - are busy with activities at the open-air museum, 2015.


Gæster i kø for at komme ind at se de åbne bunkers på frilandsmuseet, 2006.
Guests in line to get into the open bunkers at the open-air museum, 2006.

Foran museet ud mod Sædding Strandvej findes en række mindesmærker, bl.a. en skulptur af Morten Spangsberg (1896-1761) – den lokale søfareren der sammen med Vitus Bering opdagede Kamtjatka. Desuden er der en mindesten for de 16 Esbjergfiskere, der natten til den 24. februar 1940 mistede livet i Clay Deep ved bevidst at blive sejlet ned af et tysk marinefartøj. 2. Verdenskrig var godt nok i gang, men Danmark endnu neutralt på det tidspunkt.


Mindesten for de 16 Esbjerg-fiskere, der mistede livet i Clay Deep natten til den 24. februar 1940.
Memorial to the 16 Esbjerg-fishermen who lost therir lives in Clay Deep on the night of February 24, 1940.


Morten Spangsberg (1696-1761) var en sømand fra Esbjerg-egnen, som gjorde stor karriere som næstkommanderende for Vitus Bering i forbindelse med opdagelsesrejser fra Kamtjatka.
Morten Spangsberg (1696-1761) was a sailor from the Esbjerg area, who made a great career as second-in-command of Vitus Bering in connection with his exploration trips from Kamchatka.

Trekanten
Et af de mere sammenhængende sommerhusområder ved Sædding Strand var området mellem Tarphagevej og Sædding Strandvej, der blev kaldt Trekanten. 


Luftfoto af Trekanten – området mellem Sædding Strandvej og Tarphagevej, juli 1965.
Aerial view of the Triangle - the area between Sædding Strandvej and Tarphagevej, July 1965.

Esbjerg Kommune ejede arealet, men udlejede til borgere, der var interesseret i et fritidshus. Kravene til husene var ikke mange, så både bebyggelsesplan og arkitektur var overladt til det frie initiativ. Det gjaldt også navngivningen, hvor beboernes kreativitet fik frit spillerum. Et af husene hed f.eks. »Prøv at gæt«. Det brugte en af de unge beboere over for politiet, da de spurgte efter hans bopæl, og han endte på politistationen.


Nogle af sommerhusene i Trekanten, juli 1935.
Some of the cottages in The Triangle, July 1935.


Et af husene i Trekanten hed »Midepå«, som formodentlig betyder Midtpå. Om ikke andet består huset af to forskellige dele, hvad bl.a. tagbelægningen viser.
One of the houses in the Triangle was called »Midepå«, which probably means »Mid-on« or »In the Middle«. If nothing else, the house consists of two different parts, what the roof covering among other things shows.

Da Fiskeri- og Søfartsmuseet skulle opføres, blev Trekantens huse fjernet. Kun bunkeren blev bevaret og indgår i dag i frilandsmuseet.


Den åbne natur
På vandsiden præges kyststrækningen af bl.a. åben natur, som blev sikret ved en deklaration i 1913 i forbindelse med anlæg af bl.a. Hjertingvejen. Et tidligt eksempel på naturbeskyttelse.

Bygninger af træ blev dog tilladt. Det gjaldt f.eks. søbadeanstalten ved Fovrfeld Bæk, som omkring 1920 var et af områdets attraktioner. Her mødtes bl.a. medlemmerne af gymnastikforeningen Hermod om søndagen til solbad og havbad, hvis vandet ellers var hjemme.


Søbadeanstalten ved Fovrfeld Bæk set ved lavvande, ca. 1920.
The bathing facility at Fovrfeld Bæk at low tide, approx. 1920th.

Herregymnaster fra Gymnastikforeningen Hermod holder »store badedag« på søbadeanstalten i Sædding, ca. 1920.
Men's gymnasts from Gymnastikforeningen Hermod have a »big bathing day« at the bathing facility at Fovrfeld Bæk approx. 1920.


Strandpavillon Langli
I 1934 byggede Mads Langli (en bror til Esbjergs store erhvervsmand Claus Sørensen) Strandpavillonen Langli som en let trækonstruktion. Den havde en nedgang til vandet, så en svømmetur var mulig, men ellers var den lagt an på inden- og udendørs servering. Fra en udendørs terrasse kunne man f.eks. nyde indsejlingen til Esbjerg Havn.


Strandpavillonen Langli, ca. 1935.
Langli Beach Pavilion approx. 1935.

I 1939 overdrog Mads Langli Strandpavillonen til andre, og den overlevede adskillige tiår endnu, bl.a. med navneskifte til Restaurant Langli og senere Neptun Kro. Som restaurant og dansested havde den i mange år fordel af at ligge i Guldager Kommune og ikke i Esbjerg Kommune. Bevillingen i Guldager tillod længere åbningstid end i Esbjerg, så når værtshusene lukkede inde i byen, kunne festen fortsætte nogle timer endnu på Restaurant Langli/Neptun Kro. Køkkenet holdt også åbent til langt ud på natten, i hvert fald med hensyn til smørrebrød. Kravene til musikerne var heller ikke så hårde – havde medlemmerne af et orkester ikke fagforeningsbogen i orden eller den pligtige alder, var optræden i Esbjerg ikke mulig, men den slags spørgsmål stillede man ikke i på Restaurant Langli/Neptun Kro.



Der var direkte adgang fra Strandpavillonen Langli til stranden, 1934.
There was direct access from the Beach Pavilion Langli to the beach, 1934.


Roxy Kvartetten var ét af de lokale orkestre, der f.eks. ikke kunne få lov at spille på Børsen i Esbjerg, men på Restaurant Langli var der ingen problemer.
The Roxy Quartet was one of the local bands that could not be allowed to play, say, on Børsen in Skolegade in Esbjerg, but at Restaurant Langli there were no problems.

Måske var sammenlægningen af Guldager og Esbjerg kommuner i 1970 én af årsagerne til Neptun Kros endeligt. I sine sidste år havde den mange ejere indtil den endte på tvangsauktion i 1974. Der blev den solgt til nedrivning med forventet tilladelse til opførelse af tre villaer på grunden.

Sådan kom det ikke til at gå – i 2000 blev Sædding Strandvej 18 opført på en del af grunden.

Området mellem »Mennesket ved Havet« og Sædding Strandvej 18 (det hvide hus i det fjerne) er et eksempel på bevaret natur.
The area between "Man by the Sea" and Sædding Strandvej 18 (the white house in the distance) is an example of preserved nature.

 


The Fisheries and Maritime Museum

In 1968, it was 100 years ago that the law on the construction of a port at Esbjerg and a railroad to the West Coast had been passed. Then no one had an idea of the development that the harbour would set in motion - or that it 100 years later would have created the 5th largest city of Denmark, where there were only two farms, three houses with a population of 23.

Esbjerg City Council decided to build the museum as an anniversary gift for the people of Esbjerg and a building site by the water was found on municipal land between Sædding Strandvej and Tarphagevej. In the mid-1960s, it was yet in the outskirts of Esbjerg Municipality with the border between Esbjerg and was at the current Solbakkevej. During the municipal reform of 1970, the two municipalities were merged, and the Fisheries and Maritime Museum, which opened in 1968, was no longer in the outskirts of Esbjerg.

The focus of the museum was then fishing and maritime history of Esbjerg – particularly fishing that had been the growth engine. In 1968 – the year of the anniversary – about 700 fishing boats were registered in Esbjerg, and when the professional group of owners of trawlers were listed in the business section of the annual phone book in 1970, it filled ten printing pages in two columns.

In addition to the themes of fishing and shipping, there were aquariums with the types of fish that Esbjerg fishermen typically catch. In 1976, the museum was expanded with a sealarium with the types of seals found in the Wadden Sea, and later an open-air museum was added. In 2016, the museum opened an offshore exhibition on the importance of oil and gas extraction in the North Sea for Esbjerg and Denmark.

In front of the museum facing Sædding Strandvej there are a number of memorials, including a sculpture of Morten Spangsberg (1896-1761) - the local sailor who, together with Vitus Bering, discovered Kamchatka. Furthermore, there is a memorial stone for the 16 Esbjerg fishermen who lost their lives in Clay Deep by deliberately being sailed down by a German naval vessel on the night of February 24, 1940. World War II had been declared, but Denmark was still neutral at that time.
 

The Triangel
One of the more cohesive cottage areas at Sædding Strand was the area between Tarphagevej and Sædding Strandvej, which was called The Triangle.

Esbjerg Municipality owned the land, but rented lots to citizens who were interested in a cottage. The requirements for the houses were not many, so the development plan as well as the architecture were left to the free initiative. The naming of the houses were also left to the renters. One of the houses was named »Try to guess«. It was once used by one of the young residents when he was stopped by the poiice and they asked for his address. By keeping answering »Try to Guess« he ended up in the police station.

When the Fisheries and Maritime Museum was to be erected, the Triangle houses were removed. Only the bunker was preserved and is now part of the open-air museum


Nature Conservation
In 1913, a declaration was passed to put a restriction on the construction along the coast. The early nature conservation has saved open space and green areas for the public. Only lightweight constructions were accepted such as bathing facility at Sædding Strand close to Fovrfeld Bæk. Around 1920 it was a major attraction. Members of the Hermod Gymnastics Association met here on Sundays for bathing (at high tide) and tanning (at low tide).
 

Beach Pavilion Langli
Another lightweight wooden construction was the Beach Pavilion Langli, built in 1934 by Mads Langli, a brother of Claus Sørensen, the great businessman of Esbjerg).It had easy access to the sea, so a swim was possible, but otherwise it had indoor and outdoor dining. From an outdoor terrace, you could have a view of the fairway to the Port of Esbjerg, enjoying a drink or a lunch.

In 1939, Mads Langli sold the Pavilion to others, and it survived for several decades, among other things by changing its name to Restaurant Langli and later Neptun Kro. As a restaurant and dance venue, for many years it had the advantage of being located in Guldager Municipality and not in Esbjerg. In Guldager restaurants were allowed longer opening hours than in Esbjerg, so when the dance halls and restaurants in Esbjerg had to close, the partygoers could continue for a few more hours at Restaurant Langl/Neptun Kro. Also the kitchen stayed open until late into the night, at least regarding open face sandwiches. The requirements for the musicians were not so tough either - if the members of an orchestra did not have the trade union book or the required age, performance in Esbjerg was not possible, but that kind of questions were not asked at Restaurant Langli/Neptun Kro.

Perhaps the amalgamation of Guldager and Esbjerg municipalities in 1970 was one of the reasons why Neptune Kro closed. In its last years, it had many owners until was sold on auction in 1974 for demolition with the expected permission for the construction of three villas on the site.

That's not how it turned out - in 2000 Sædding Strandvej 18 was built on part of the plot

_________________________

Villaerne - The Large Houses


Villaerne

Det er nu på tide at forlade stien og gå til Sædding Strandvej for at se nogle af de villaer, som var med til at tegne den første, permanente bebyggelse ved kysten i Sædding.

Det begyndte forsigtigt med bebyggelserne, siden tog de store villaer over, og i dag er mange af dem ved at blive erstattet af 2. generations byggerier.


Sædding Strandvej 17, 19 og 21


Sædding Strandvej 17, 19 og 21 – set fra højre mod venstre, 1935.
17, 19 and 21 Sædding Strandvej seen from right to left, 1935.

Nr. 17. Findes ikke længere

Nr. 19, på hjørnet af Neptunvej, formodentlig opført omkring 1920-25. Tilhørte fra midten af 1930'erne tømrermester Sillas Peder Jensen Frøkjær, f. 1910 på Frøkjærgård, Sædding, & hustru Klara Josefine Toverud Frøkjær, f. I915 i Norge.

Nr. 21, hjørnet af Neptunvej, oprindelig opført som købmandsbutik af en af Claus Sørensens søstre Johanne Sørensen. Den eksisterede i mange år og blev overladt til sønnen Jens Chr. Sørensen, som overtog den meget ung og drev den i mange år til et pænt velassorteret, lokalt supermarked.


Sædding Strandvej 30


Sædding Strandvej 30, »Buena Vista«, 1961.
30 Sædding Strandvej, »Buena Vista«, 1961.

Opført 1935-1936 for landsretssagfører Volmer Nielsen med Harald Peters som arkitekt.

Villaen hed »Buena Vista« og var under 2. Verdenskrig okkuperet af Værnemagten, som brugte den som bolig for en del ældre officerer. I kælderen boede nogle ganske unge teenagedrenge, som var indkaldt til tjeneste og bar uniform.

Omkr. 1950-51 flyttede en lidt ældre, umådelig venlig praktiserende læge ind, Haakon Jepsen, med familie.


Sædding Strandvej 57 og 59


Sædding Strandvej 57 og 59, set fra højre til venstre, ca. 1950.
57 and 59 Sædding Strandvej seen from right to left about 1950.

Sædding Strandvej 57 er tegnet af arkitekt N. R. Larsen, Esbjerg, for sejlmager Hans Mathiesen, Sædding. Senere blev det overtaget af fiskeeksportør Jøker, som sammen med familien slog sig op på fiskeeksport og samtidigt ejerskab af utallige ørreddamme og opdræt af ørreder i Jylland og Nordfrankrig.

Sædding Strandvej 59
Det er usikkert, hvem der har tegnet huset og hvornår, men med sin placering kunne ikke hedde andet end »BELVEDERA« Blot var/er mange høje træer og den gl. Fyrmesterbolig over for på vandsiden, så i praksis var det så som så med belvedera!

Huset rummer imidlertid en væsentlig Sædding-erhvervshistorie: Her boede manden, Høyrup Jessen, og familien, der ejede firmaet Hykro. De lavede dyrefoder og legetøj til dyr, før nogen andre i Danmark fandt på det. En del af produktionen foregik som hjemmeindustri, men mere og mere kom til at foregå på matriklen, så knopskydning fandt sted. Til sidste måtte virksomheden dog flytte til det nye industrikvarter i Sædding, men villaen Sædding Strandvej 59 forblev i familiens eje.


Et af Hykros mange produkter: Frøklokker til parakitter, 1955.
One of Hykro's many products:Hykro Seed Bells for Parakeets.


Sædding Strandvej 73-77

Sædding Strandvej 73-77 (se fra højre til venstre) er blandt de ældste huse på Sædding Strandvej, 1945.
73-77 Sædding Strandvej (from right to left) are among the oldest houses at Sædding Strandvej, 1945.

Sædding Strandvej 73 er bygget i 1916, nr. 75 i 1910 og nr. 77 i 1915. I Sædding Strandvej nr. 75 havde fru Gaardbo posthus i mange år. Posthuset lå i havestuen på højre side af huset. Hun havde overtaget posttjansen efter købmand Bertelsen, som havde en købmandsforretning på Sædding Strandvej 79.


Sædding Strandvej 89

Villaen på Sædding Strandvej 89, hjørnet af Jerrigsvej, er opført 1912 og er ét af de tidligste huse. Minus en skorsten, ligner huset sig selv bortset fra en fjernet skorsten. Husets tidligste historie fortaber sig umiddelbart i historien, men i en årrække var det ejet af provst emeritus Alfred Eriksen Kjærgaard (1880-1965) og hustru. Han havde været præst ved Vor Frelsers Kirke i Esbjerg indtil pensioneringen i 1950. I Sædding havde han bl.a. fornøjelse af pastor emeritus J. P. Jensen, der fra 1944 boede i Sædding Strandvej 32. Han havde været sognepræst i Guldager Sogn 1920-1946, og de to fhv. præster besøgte hinanden ofte.


Sædding Strandvej 153-155


Sædding Strandvej 153 og 155, set fra højre mod venstre ca. 1945.
153 and 155 Sædding Strandvej, seen from right to left around 1945.

Sædding Strandvej 153
Nr. 153 er tegnet 1935 af Harald Peters til postmester Edmund Schou Nielsen, kraftigt ombygget i 2000/2001.

Huset var i mange år ejet af guldsmed Erlandsen, Kongensgade, i Esbjerg og søsteren frk. Erlandsen, som vist nok var tandtekniker i Esbjerg. Huset var oprindeligt et stort, sortmalet træsommerhus. I ca. 1957 solgt som helårsbolig til en fiskerfamilie fra Hemmet.

Sædding Strandvej 155
Nr. 155 er tegnet i 1933 af arkitekt Harald Peters som tilbygning til et allerede eksisterende sommerhus. Bygherre var skibsbygmester Werner Raun Byberg.

Her boede dir. Krogsgaard i mange år. Han var den første direktør for ESA Bio. En lidt fornem herre, som hver dag lidt op af formiddagen kørte adstadigt til sit kontor. Han havde af og til besøg af datidens københavnske kendisser hjemme i privaten.


The Large Houses

It is now time to leave the path and go to Sædding Strandvej to see some of the elder villas that were among the first permanent buildings at Sædding Strandvej.

The first big house was built in 1910, but later smaller houses were build and then extended some years later. Today some of the older and larger houses are being replaced by new second-generation buildings in a special beachfront style. Others have had their facades changed.


17, 19 and 21 Sædding Strandvej seen from right to left, 1935

No. 17. Has been torn down.

No. 19, on the corner of Neptune Road, presumably built around 1920-25. Belonged from the mid-1930s to carpenter Sillas Peder Jensen Frøkjær, b. 1910 at Frøkjærgård, Sædding, and wife Klara Josefine Toverud Frøkjær, b. I915 in Norway.

No. 21, corner of Neptunvej, originally listed as a grocery store run by one of Claus Sørensen's sisters, Johanne Sørensen. It existed for many years and was left to her son Jens Chr. Sørensen, who took it over very young and operated it for many years to a well-stocked, local supermarket.


30 Sædding Strandvej
Built 1935-1936 for lawyer Volmer Nielsen with Harald Peters as architect.

The house was called »Buena Vista« and was occupied by the German Armed Forces during World War II, which used it as a residence for some older officers. In the basement lived some very young teenage boys who were called in for service and wore uniforms.

Abt. 1950-51 a slightly older, immensely friendly GP, Haakon Jepsen, with family moved into the house.


57 and 59 Sædding Strandvej, seen from right to left

57 Sædding Strandvej was designed by architect N. R. Larsen, Esbjerg, for sailmaker Hans Mathiesen, Sædding. Later it was sold to fish exporter Jøker, who together with the family focused on fish exports and at the same time ownership of countless trout ponds and breeding facilities for trout in Jutland and northern France.

59 Sædding Strandvej
It is uncertain who has designed the house and when, but with its location it could not have any other name than »BELVEDERA«. However, there were/are many tall trees and the old lighthouse building on the other side of the street so belvedera was limited!

However, the house contains a significant and important Sædding business history: Here lived the man, Høyrup Jessen, and his family that owned the company HYKRO. They made pet feed and toys for pets before anyone else in Denmark did so. Part of the production was sone as home industry, but gradually more and more had to be made at the premises, so one extension followed the other. Eventually, however, the company had to relocate to the new industrial area in Sædding, but the villa 59 Sædding Strandvej remained the property of the Høyrup Jessen family.


73-77 Sædding Strandvej, seen from right to left

73 Sædding Strandvej was built in 1916, No. 75 in 1910 and No. 77 in

1915. In Sædding Strandvej no. 75, Mrs. Gaardbo had a post office for many years. The post office was in an extension on the right side of the house. She had taken over the post job after mr. Bertelsen, who had a grocery store on Sædding Strandvej 79.


89 Sædding Strandvej
The villa at 89 Sædding Strandvej, corner of Jerrigsvej, was built in 1912 and is one of the earliest houses. The house looks like itself except for a removed chimney. The earliest history of the house is unknown, but for a number of years it was owned by provst emeritus Alfred Eriksen Kjærgaard (1880-1965) and his wife. He had been pastor at Our Savior's Church in Esbjerg until his retirement in 1950. He enjoyed the company of pastor emeritus J. P. Jensen, who from 1944 lived in Sædding Strandvej 32. He had been the priest of Guldager Parish 1920-1946, and the two former priests visited each other frequently.


153-155 Sædding Strandvej, seen from right to left

153 Sædding Strandvej
No. 153 was designed in 1935 by Harald Peters to postmaster Edmund Schou Nielsen, rebuilt and changed in 2000/2001.

The house was for many years owned by the goldsmith Erlandsen, Kongensgade, Esbjerg and the sister miss Erlandsen, who was a dental technician in Esbjerg. The house was originally a large, black-painted wooden cottage. Approximately 1957 sold as a year-round residence to a fishing family from Hemmet.

155 Sædding Strandvej
No. 155 was designed in 1933 by architect Harald Peters as an extension to an already existing cottage. The builder was shipbuilder Werner Raun Byberg.

Here lived mr. Krogsgaard for many years. He was the first director of ESA Bio. A friendly gentleman who, every day, not too early in the morning, drove to his office with no speed. Occasionally he had celebrities from Copenhagen visiting in is private house.


_________________________

Fyrene - Lighthouses


Fyrene

Ikke mange boligkvarterer har et virkeligt fyrtårn som vartegn eller en Fyrvej, for den sags skyld, men det har Sædding!

Hvorfor forstår man bedst, hvis man skræller de seneste 150 års byudvikling bort. Vi skal tænke os tilbage til den tid, da Sædding endnu var en forholdsvis traditionel landsby, hvor Esbjerg faktisk var endnu mindre og afstanden ind til Esbjerg til lands var en rejse i sig selv. Og hvor man ikke var vant til skibstrafik eller skibsstørrelser, som fulgte med den nye havn. Og formodentlig besejling af mange søfolk uden kendskab til farvandet som f.eks. fannikkerne havde.


Britisk søkort fra 1890, der viser, hvordan skibe kommer sikkert gennem Grådybet ved hjælp af Sædding Forfyr og Sædden Fyr.
British chart of the Entrace to Esbjerg (Graadyb) by the help of Seden Strand leading lights. 1890.


I det lys var det ikke holdbart at skulle navigere efter kirketårne, som man ellers havde gjort. Indsejlingen til Vadehavet igennem Grådyb (farvandet mellem Fanø os Skallingen) var kendt og frygtet af søfolk, og med anlægget af Esbjerg Havn blev der lagt op til, at større skibe end før måttet forventes at skulle over Grådybet for at anløbe den nye havn. En sikker indsejling var et væsentligt element i den nye havns succes. Fyrene var tænkt med fra begyndelsen, og det ses ret markant over døren til fyret, hvorpå står, at det er opført under kong Christian IX i 1872. 


Sædden Fyr fra 1872/1873, som dengang lå ude på landet. Her gengivet på et postkort fra omkring 1910. Grusvejen er Fyrvej. Gården til højre er Aksel Moslunds gård.
Sædden Lighthous from 1872/1873 was buildt in the countryside. Here on a postcard from about 1910. The dirt road is Fyrvej. The farm to the right is Aksel Moslund's farm.

Fyrets placering langt inde i land kan måske undre, men det skal forstås fra søen og ses i sammenhæng med Sædding Forfyr, der var placeret i fyrmesterboligen Sædding Strandvej 76 A. Fyret står nu i et metaltårn, men indtil 2006 stod det faktisk i en tilbygning til selve fyrmesterboligen.


Sædding Strand Fyr, Sædding Strandvej 76 A. Der et tale om forfyret, der er etableret i en tilbygning til fyrmesterboligen.
Sædding Strand Lighthouse, 76A Sædding Strandvej. From the beginning sailors used the two lighthouses – Sædding Strand Lighthouse and Sædden Lighthouse – to navigate through the fairway to the port of Esbjerg. Sædding Strand Lighthouse was established in an extension to the residence of the lighthouse master.

Systemet blev udbygget med et bagfyr i 1953, så man havde et i alt tre fyr at navigere efter. Retningen igennem indsejlingen finder man ved at få fyrene på linje, og det forreste af de tre findes ude ved stranden, det mellemste på Fyrvej og det bagerste inde i industrikvarteret. I klart vejr kan de tre fyr ses helt ude på 32 km afstand.


Fourfeldt Fyr på hjørnet af Sprogøvej og Sdr. Fourfeldtvej. Der er tale om bagfyret til Sædding Strand Fyr. Bagfyret i Fourfeldt blev sat op i 1953 og er her fotograferet på bar mark i september 1957.
Fourfeldt Lighthouse on the corner of Sprogøvej and Sdr. Fourfeldtvej. This is the third out of three lighthouses which the ships use to day to get through the fairway. The lighthouse was built in 1953. In September 1957 it was still out in an open field.


Kendte man fyrmesteren, var der også mulighed for at komme på i Sædden Fyr og få et kik ud over det flade, vestjyske landskab, ca. 1925.
If you knew the lighthouse master, you night also have the opportunity to get up in Sædden Lighthouse and have a view of the scenery, about 1925.

Om gadenavne
Det fortælles, at Guldager Sogneråd på et tidspunkt manglede navn til en vej tæt ved Fyrvej. Ved et hurtigt beslutning valgte man Granvej, som vejen hedder den dag i dag.


Lighthouses

Not many residential neighbourhoods have a real lighthouse as a landmark or a Lghthouse Road, for that matter, but Sædding has!

To understand this you almost have to peel away the last 150 years of urban development. We must think back to the time when Sædding was still a fairly small village, where Esbjerg was actually even smaller and the travel distance to Esbjerg a journey in itself. People then were neither used to the number of ships that were likely to use the new Port of Esbjerg nor the size of ships that could be expected here and seamen without the knowledge of the waters as the sailors from the island of Fanø had.

Navigation based on church towers  was no longer sustainable. The entrance to the Wadden Sea through Grådyb (the water between the island of Fanø and Skallingen) was known and feared by seamen, and with the new Port of Esbjerg, larger ships than before were expected to have to cross Grådyb to enterthe fairway to the new port. Safe entry was an essential element in the success of the new port. Consequently, lighthouse guidance was part of the overall planning of the harbour project from 1868, which a sign over the door to Sædden Lighthouse shows. According to the text the lighthouse was built during the reign of King Christian IX in 1872.

The location of the lighthouse so far inland may cause some speculation but Sædden Fyr was part of a lighthouse chain which began at Sædding Strandvej 76A, where the first light house was in the house of the lighthouse master. The lighthouse now stands in a metal tower, but until 2006 it was located in an extension to the residence.

The system was expanded with a rear lighthouse in 1953, so you now had a total of three lighthouses available for your navigation. The direction through Grådyb is found by getting the three lighthouses in line, and the front of the three is located by the beach, the middle on Fyrvej and the rear in the industrial district. In clear weather, the three lighthouses can be seen from a distance of 32 km.


_________________________

Bunkere - Bunkers


Bunkere

Esbjerg Havn havde stor tysk opmærksomhed under 2. Verdenskrig. Det var den eneste store havn op den jyske Vestkyst med en jernbane til. Og i havnen lå en stor fiskerflåde, som både kunne være forsyningsmæssig og krigsmæssigt interessant.

Esbjerg Havn var dog ikke kun en gevinst, men også en trussel. Den kunne bruges ved en allieret landgang, men på grund af Esbjerg-fiskernes tætte forbindelser til kolleger i Storbritannien kunne det også føre til både spionage og smugling af våben og sprængstoffer til modstandsbevægelsen i Danmark.

Esbjerg og Esbjerg Havn indgik i Atlantvolden, som var det tyske forsvarsværk fra Nordnorge til den spanske grænse, men ved Esbjerg blev der truffet særlige foranstaltninger. Dels blev der lavet løbegrave og tankgrave rundt om hele byen, og indsejlingen blev sikret større eller mindre forsvarsstillinger, ikke mindst langs kysten og endda koblet op på større anlæg længere væk: Tirpitz-stillingen havde f.eks. til formål at sænke skibe på vej ind til Esbjerg Havn. Hvad slap forbi blev overladt til mindre stillinger som f.eks. Femhøje, der lå ved Sædding Strand. Så befæstet anså tyskerne Esbjerg for at være, at de ligefrem kaldte den Fæstningen Esbjerg.


Fæstningen Esbjerg 1945. Der kunne let spærres af, så man hverken kunne komme ud af eller ind til byen.
The Fortress Esbjerg 1945. The German Forces could close the city so you could neither get into it nor out of it.


Rester af Femhøje ses stadig ved Karl Andersens Vej, og ellers kendes anlægget bl.a. fra en statslig besigtigelse den 22. juli 1945. Omtalt bliver bl.a. de 10,5 cm store antiluftskytskanoner, der var batteriets hovedvåben – et såkaldt spærrebatteri mod luft, land og sømål. Det skulle kunne dække Grådyb, indsejlingen til Grådyb og sikre Strandvejen fra Hjerting til Esbjerg.


En luftværnskanon i Femhøje, 1945.
Anti-aircraft artillery at Femhøje, 1945.


Ved Femhøje fandt man også et radaranlæg af typen Freya med to antennesystemer, 1945.
Femhøje was also equipped with a Freya radar system with two antennas, 1945.

Selve barakkerne lå godt maskeret og faldt fint ind i omgivelserne. Anlægget var således svært at se fra luften.


Femhøje Batteriet i Sædding godt skjult under camouflagenet og svært at se fra luften.
The Femhøje Battery in Sædding well hidden under camouflage and very hard to see from the air.

I dokumentationen af Femhøje Batteriet indgår også billeder af mandskabsbarakkernes indretning. Et billede viser en sovesal, en anden viser køkkenet (bemærk grydernes størrelse) og sidst, men ikke mindst spisesalen, hvor menige og officerer tilsyneladende har indtaget deres måltid til jazz-musik og dans af Josefine Baker.


Soldaterstue i Femhøje Batteriet efter befrielsen, 1945.
Soldiers living quarters in Femhøje Battery after the liberation of Denmark, 1945.


Køkken i Femhøje Batteriet efter befrielsen, 1945. Bemærk størrelsen af gryden på komfuret.
A kitchen in Femhøje Battery after the liberation of Denmark, 1945. Please notice the size of the pot on the stove.


Eksotisk udsmykning i spisesalen i Femhøje Batteriet, et sted hvor både officerer og menige kom, 1945.
Exotic decoration in the dining room of the Femhøje Battery, a room where both officers and privates came, 1945

 

Den blodigste nat
Natten til den 21. april 1943 var der en stor overflyvning over Danmark, hvor Stettin og Rostock var bombemålene. Mindst 17 RAF-fly styrtede ned på dansk område. Fra otte af disse fly blev 40 dræbte flyvere begravet  i Fovrfeld Gravlund. De 37 blev begravet om formiddagen den 30. april 1943 ved den største begravelse af allierede flyvere i Danmark under besættelsen. Ved højtideligheden medvirkede en tysk feltpræst, og der blev nedlagt kranse fra både Den Tyske Værnemagt og Esbjerg Byråd.


Tysk antiluftskyts over Esbjerg natten til den 21. april 1943.
German Anti Aircraft Artillery in action over Esbjerg the night of April 21st 1943.

Halifax II DT 747 DY-P blev den 21. april 1943 ramt af antiluftskyts ud for Esbjerg og styrtede ned på Hjertingvej omtrent ved det nuværende fiskerimuseum. Alle otte ombordværende blev dræbt og ligger begravet i det allierede gravafsnit i Fovrfeld Gravlund.
Halifax II DT 747 DY-P was hit by anti-aircraft fire off Esbjerg on April 21st, 1943 and crashed on Hjertingvej at the current Fisheries and Maritime Museum. All eight airmen were killed and buried in the Allied burial section in Fovrfeld Gravlund.


Fovrfeld Gravlund efter en større begravelse af nedskudte, allierede flyvere, formodentlig i 1944.
Fovrfeld Gravlund following a major burial of killed allied airmen, presumably in 1944.

 


Bunkers - Bunkers

The Port of Esbjerg had great German focus during World War II. It was the only major port on the West coast of Jutland with a connecting railway. Furthermore, there was a large fishing fleet in the harbour, which could come in handy for naval purposes as well as limit shortage of food.

However, the Port of Esbjerg was not only a win-win situation, but also a threat. It could be used by The Allied at an invasion, but because of Esbjerg fishermen's close ties with colleagues in the UK, it could also lead to both espionage and smuggling of weapons and explosives to the resistance movement in Denmark.

The City og Esbjerg and Esbjerg Harbour were part of the Atlantic Wall, which was the German defense line from Northern Norway to the Spanish border, but special measures were taken at Esbjerg. Partly, trenches and tank trenches were dug around the entire city, and the fairway to The Port of Esbjerg became protected by smaller and larger batteries or even fortifications such as Tirpitz which purpose was to prevent enemy ships from making it into the fairway to the port of Esbjerg. What might escaped was left to smaller batteries such as Femhøje at Sædding Strand. The Germans forces considered Esbjerg to be so well protected, that they even called it the Fortress Esbjerg.

Remains of Femhøje are still visible at Karl Andersen's Road, and otherwise the Femhøje Battery is known from a inspection by the Danish Government on July 22, 1945. It had 10.5 cm anti aircraft canons as its main weapon – and it was supposed to be a so-called barrier against air, land and sea targets. Consequently, it should be able to cover Grådyb and the entrance to Grådyb and secure Strandvejen from Hjerting to Esbjerg.

The barracks themselves were well masked and fell nicely into the surroundings. Femhøje Battery was thus difficult to see from the air.

The documentation of the Femhøje Battery from July 1845 also includes pictures of the interior of the barracks. One picture shows a dormitory, another shows the kitchen (note the size of the pot pn the stove) and last but not least the dining room, where privates and officers seem to have consumed their meals in the atmosphere of jazz music and dance by a lightly dressed Josefine Baker.

 

The Bloodiest Night
On the night of April 21st, 1943, a large number of allied bombers flew over Denmark on their way to their bomb targets Stettin and Rostock. At least 17 RAF aircraft crashed on Danish territory. Anti-aircraft canons at Femhøje Battery hit at least one of these planes.

From eight of these aircrafts, 40 killed airmen were buried in Fovrfeld Gravlund. The 37 were buried on the morning of April 30, 1943, at the largest funeral of Allied airmen in Denmark during the occupation. At the ceremony, a German field priest participated, and both the German Army and the Esbjerg City Council laid wreaths.

 

_________________________

Til vands - At Sea


Til Vands

Skibstrafikken i sejlrenden skyldes Esbjerg Havn. Efter tabet af hertugdømmerne til Preussen i 1864 vedtog den danske Rigsdag at placere en helt ny havn på Vestkysten til at håndtere Danmarks eksport af levende kreaturer til først og fremmest England. En jernbane forbandt havnen med det øvrige Danmark. Havnen åbnede for trafik i 1874 og blev det lokomotiv, der satte udviklingen i hele området i gang. Ved åbningen havde havnen 250 meter kaj – i 2019 er der 14,5 km kaj, og levende kreaturer er snart sagt det eneste, der ikke længere eksporteres via havnen. Ellers har havnen gennem 150 år været præget af fiskeri, færge- og godstrafik, eksport af bacon og smør, olieudvinding i Nordsøen og senest havvindmøller.


Esbjerg Havn i 1874 – det år havnen officielt åbnede. Dengang var der 250 meter kaj – i dag er der over 14 km.
The Port of Esbjerg  1874 – the year the harbour opened for traffic.  The harbour had then 250 meter wharf – today it has almost 14,5 km.


Kreaturer på Englandskaj ved at blive udskibet til England på hjuldamperen Riberhuus, 1888.
Live cattle on Englandskaj bound for England waiting on the quay to be loaded on the wheel steamer Riberhuus, 1888.


Fra juni 1875 og frem til september 2014 var Englandsbådene hyppige gæster i sejlrenden. De sejlede i fast rutefart mellem Esbjerg og engelske havne, f.eks. Harwich. De sejlede med passagerer og gods, bl.a. tonsvis af bacon og smør til det britiske marked. I 1967 blev godstrafikken omlagt til containere og trailere, og særlige skibe blev indsat til den form for transport. De sejler stadig – omkring kl. 15.00 hver dag anløbes Esbjerg Havn af et roro-skib [roll on, roll off] med trailere fra Immingham. Nogle timer senere er det samme skib fuldt lastet på den modsatte vej.


Fiskeriet fra Esbjerg var på sit højdepunkt omkring 1970, hvor næsten 700 fiskekuttere fiskere fra Esbjerg, 1959.
Fishing from Esbjerg peaked around 1970 – then almost 700 fishing boats were fishing from Esbjerg, 1959.


Da trawlerne dukkede op omkring 1960, begyndte antallet af fiskekuttere at gå tilbage. Fangsterne voksede til gengæld og produktionen ændrede sig til fiskeolie og fiskemel.
When the trawlers appeared around 1960, the number of fishing boats began to decline. The catches in turn grew and production changed to fish oil and fish meal.

Ellers præger borerigge, forsyningsskibe, jack up-fartøjer til havvindmøller og sikkerhedsskibe trafikken i indsejlingen i dag.


Frisk madding var efterspurgt så ormegravning ved lavvande gav i mange år børn og voksne en god indkomst. Her med Englandsbåden i baggrunden, ca. 1995.
Fresh bait was in high demand, so worm excavation at low tide provided a good income for children and adults for many years. Here with the ferry to England in the background, approx. 1995.


Englandsbåden m/s Dana Sirena i indsejlingen ved lavvande ud for Sædding, 2004.
The ferry to England m/S Dana Sirena in the fairway at low tide off Sædding, 2004.


I 2014 lå semisub-riggen John Shaw fra firmaet Trans Ocean to måneder i Esbjerg havn for service og opgradering. John Shaw er 85 meter lang, 64 meter bred og 110 meter høj.
In 2014, the semi-sub rig John Shaw of the Trans Ocean Company spent two months in the Port of Esbjerg for service and upgrading. John Shaw is 85 meters long, 64 meters wide and 110 meters tall.

Nærmest ligger havneudvidelsen Esbjerg Strand, som skal adskille de erhvervsmæssige og rekreative aktiviteter i havnen. Projektet blev påbegyndt i september 2017, og dets første etape skal være afsluttet ved udgangen af 2019.


Esbjerg Strand under anlæggelse, 2019. Formålet er bl.a. at adskille de kommercielle og de rekreative aktiviteter i Esbjerg Havn.
Esbjerg Strand under construction, 2019. The idea is to separate the commercial and recreational activities in the Port of Esbjerg.


Den seneste, store udvidelse af den kommercielle del af Esbjerg Havn: Øst- og Sydhavnen, 2018.
The most recent, major expansion of the commercial part of the Port of Esbjerg, 2018.


Den tidligere fiskerihavn, 2019. I dag fisker seks fartøjer fra Esbjerg, og de fanger hesterejer.
The former fishing port, 2019. Today, only six vessels are fishing from Esbjerg and they are catching common shrimps.


Indsejlingen til Esbjerg Havn sætter begrænsningen for størrelse på skibe, der kan anløbe Esbjerg Havn, ikke mindst hvor sejlrende drejer skarpt ind mod Esbjerg Havn. Skibe meget længere end 254 meter kan ikke passere.
The fairway to the Port of Esbjerg is limiting the size of ships that can call on the Port of Esbjerg, not least when they have to turn sharply towards the Port of Esbjerg. Ships much longer than 254 meters cannot pass.

Overfor ses Fanø – søfartsøen frem for nogen før Esbjerg Havn åbnede i 1874.


Havnefaciliteterne ved Nordby på Fanø, ca. 1870.
The port facilities at Nordby on the island of Fanø, approx. 1870.


Loven om Esbjerg Havn blev vedtaget i sejlskibenes tid, men havnen åbnede, da dampskibene havde meldt sig på banen. I dag ses de store sejlskibe fortrinsvis ved arrangementer som Tall Ship Races, her i 2001.
The law on the Port of Esbjerg was passed at the time of the tall ships, but the port opened when the steam ships were taking over. Today, the large sailing ships are mainly here at special events such as Tall Ship Races, here in 2001.

 


At Sea

The ships in the fairway are heading for or leaving the port of Esbjerg. In 1864 Denmark waged war against Prussia and lost the Southern part of the country and all Danish ports on the Westcoast. Consequently, the Danish Parliament passed a law about a harbour in Esbjerg primarily to handle the Danish export of live cattle to Great Britain. The harbour opened in 1874 and became the main driver of the development of the whole area. At the beginning the harbour had 250 m wharf – today it has almost 14,5 km wharf and live cattle is about the only commodity it does not handle anymore. Otherwise the harbour has been dominated by fishing, liners, cargo ships, export of Danish Lurbrand butter and bacon, oil and gas activities in the North Sea and most recently offshore wind.

The ferries to different British ports were dominating among the larger ships and almost daily visitors. A ferry line with both passengers and goods opened in 1875. As the demand for Danish bacon and butter increased in Great Britain special cargo ships took over transportation of most of the freight, and from January 1967 most of that export was done by container and trailers and ferried by special ships. The passenger ferry discontinued its operation at the end of September 2014, but the cargo line to Immingham is still in operation. Every day around 3 pm one of the ro-ro ships call at the Port of Esbjerg and departs a couple of hours later.

Otherwise drilling rigs, supply vessels, jack up wessels for the windmill industry and rescue ships are the dominant vessels in the fairway today.

To your right you have a view of the most recent part of the Port of Esbjerg called Esbjerg Beach. It is going to take over the recreational activities from the Port of Esbjerg. Fase one is scheduled to be finished by 2019.

Off the coast is the island of Fanø. It was the was the maritime center of the area before the port of Esbjerg opened.


_________________________

Velkommen til Historisk Rute - Welcome to Historic Route



Velkommen til Historisk Rute

Herfra og de næste 3,5 km er der ikke blot mulighed for at nyde indsejlingen til Esbjerg og kysten ud for Sædding fra første parket. Der er også lavet en historisk rute, som i billeder og ord fortæller områdets historie i nyere tid fra tyndtbefolket kystområde til forstad til Esbjerg. Der fortælles om Danmarks første ferieby, om projektet bag skulpturgruppen Mennesket ved Havet, ferie- og sommerhuse, strandrestauranter, bunkersanlæg fra 2. Verdenskrig, trafikken ind til Esbjerg Havn og fyrene som gjorde indsejlingen gennem Grådybet til Esbjerg Havn sikker.

Turen slutter ved Mennesket ved havet. Undervejs er der mulighed for at holde pauser, nyde udsigten, læse om det sted man står, eller man kan afbryde turen undervejs ved en af stikvejene op til Sædding Strandvej.

Bademulighederne undervejs vises på badevandskort og med badevandsflag

Idé til Historisk Rute: Holger Schrøder, fmd. for Sædding-Fovrfeld Lokalråd. Lokalrådet har også stået for finansieringen og modtaget støtte fra SE Vækstpulje, Esbjerg Kommune, Claus Sørensens Fond, Nordea-fonden, Sydbanks Fond, Esbjerg Fonden, Lida & Oskar Nielsens Fond og Esbjerg Ugeavis Fond.

NB. Når turen begynder her, vil teksterne fra QR-koderne skulle læses fra bund til top.

Nyd turen.


Guldager Møllebæk og Guldager Vandmølle
Vi står her ved udløbet af Guldager Møllebæk med en flot udsigt til Fanø, Skallingen og Langli og ikke mindst indsejlingen til Esbjerg Havn. Som navnet siger, skal der også være en mølle – en vandmølle – men den kan vi ikke se. Af flere gode grunde: Dels findes den ikke mere, dels lå den flere kilometer væk, nærmere Guldager Kirke end stedet, hvor vi står nu.

Guldager Vandmøller er omtalt første gang i 1433 og var i funktion helt frem til ca. 1940. Vandet til at drive møllen kom fra en sø ved møllen, og denne sø kan fyldes med grundvand i løbet af otte dage. Endnu i begyndelsen af 1930’erne var den i funktion, og på dette tidspunkt producerede den både el og mel. Omkring 1970 blev møllen, der lå på Præstemarksvej, revet ned.


Guldager Vandmølle ca. 1930. Mølleriet var i bygningen t.v., der er næsten gemt bag træerne.
Guldager Watermill approx. 1930. The mill was in the building to the left hand side, which is almost hidden behind the trees.


En landmand har afleveret korn til Guldager Vandmølle, 1931.
A farmer has delivered grain to Guldager Watermill, 1931


Guldager Vandmølle i funktion i 1931.
Guldager Watermill in operation 1931.


Guldager Vandmølle, Præstegårdsvej 31, 1970.
Guldager Watermill, Præstegårdsvej 31, 1970

 

Ådalen
Et enkelt område i Sædding har en markant karakter af havekoloni, og det er Ådalen, der efter 2. Verdenskrig lå ved grænsen til det åbne land. Esbjerg Kommune ejede jorden og stod for salget i 1949, og som i 1951 ved deklaration i 1951 begrænsede beboelsen til 1. maj-30. september.

Haveforeningen Ådalen blev stiftet på to møder i maj og juni 1949, som Esbjerg Haveforbrugsforening havde foranstaltet indkaldt til i afholdslogen i Norgesgade. Formålet var at skaffe »en billig strand- eller haveparcel« - begrebet fritidsgrund var ikke opfundet endnu-

I 1949 købe den nystiftede forening grunden og udstykkede den i 169 parceller. Vejplanen blev vedtaget på en generalforsamling, hvor landinspektør Jørgen Sletgård havde skitseret tre alternativ forslag på et stykke papirdug. I maj 1950 blev grundene så fordelt mellem medlemmerne ved lodtrækning – og bagefter blev der så holdt byttemøde mellem medlemmerne indbyrdes. Samme år fik foreningen sit navn (Grønland og Skallingly var alternativer), og vejene fik navne.

Typisk for Haveforeningen Ådalens pionerer var formanden, havnearbejder Hans Sørensen. I mange år havde han haft kolonihave ved Stormgade foruden eget hus med have i Skjoldsgade. Efter børnene var flyttet fra reden, ønskede ægteparret sig en grund uden dyrkningspligt. For at gøre drømmen om et lille fritidshus ved stranden så billig som mulig, byggede han sit hus med lave vægge i beton med et stort tag, dækket med brugte tagsten a 10-ører.  Cement og mursten blev transporteret fra Skjoldsgade til Ådalen med cykelanhænger.

Sommerhuspræget blev understreget ved, at det fra begyndelsen var forbudt at holde svin, kaniner og høns. Høns blev dog senere tilladt.


Luftfoto af Frantz Pacharzinas Pelsfarm, Sædding Strandvej 229, i dag  Villa Solfang. Den spredte bebyggelse i baggrunden er Haveselskabet Ådalen. 1955.
Aerial view of Frantz Pacharzina's Fur Farm, Sædding Strandvej 229, today Villa Solfang. The scattered buildings in the background is The Garden Association Ådalen. 1955.


Ikke alle huse i Haveforeningen Ådalen var billige byggerier. Nogle ofrede ligefrem penge på en arkitekt, og mon ikke det er Harald Peters, der har tegnet dette hus?
Not all houses in the Ådalen Garden Association were cheap buildings. Some owners even spent money on an architect. Architect Harald Peters has most likely designed this house.


Frantz og Carla Pacharzinas Pelsfarm, Sædding Strandvej 229


Minkavler Frantz Pacharzina kontrollerer nogle af sine minkskind, 1954.
Mink breeder Frantz Pacharzina controls some of his mink skins, 1954.


Minkavler Carla Pacharzina avlede også blåræve på minkfarmen. 1954.
Mink breeder Carla Pacharzina also bred blue foxes on their mink farm. 1954.



Welcome to Historic Route

From here and the next 3.5 km it is not only possible to enjoy the fairway to the Port of Esbjerg and the coast off Sædding from the waterfront. A historical route has also been made, which in pictures and stories tells the history of the area in recent times from sparsely populated coastal areas to the suburb of Esbjerg. Subjects mentioned are among other things Denmark's first holiday resort, the history of the project behind the sculpture group Man meets the Sea, holiday and summer houses, beach restaurants, bunkers from World War 2, the traffic to the Port of Esbjerg and the lighthouses who made the entry through Grådybet to the Port of Esbjerg safe.

The tour ends at Man meets the Sea. Along the way there is the opportunity to take breaks, enjoy the view, read about the spot where you stand, or you can interrupt the tour and leave for Sædding Strandvej.

Bathing opportunities along the way are displayed on bathing water maps and with bathing water flags.

Idea: Holger Schrøder, deceased chairman of Sædding-Fovrfeld Local Council. The local council has also provided funding and received support from SE Growth Fund, Esbjerg Municipality, Claus Sørensen's Fund, Nordea Fund, Sydbank's Foundation, Esbjerg Foundation, Lida & Oskar Nielsen's Fund and Esbjerg Ugeavis Fund.

NB. When the tour begins here, the texts from the QR codes will have to be read from bottom to top.

Enjoy.

 

Guldager Møllebæk and Guldager Watermill
Here at the mouth of Guldager Møllebæk with a nice view to the island of Fanø, Skallingen and Langli and not least the shipping lane to the Port of Esbjerg. As the as the word Møllebæk hints, there should be a mill - a watermill - but we cannot see it. For several good reasons: partly because it does no longer exist, partly it was several kilometers away, closer to Guldager Church than where we are standing now.

Guldager Vandmøller was first mentioned in 1433 and remained in operation until approx. 1940. The water to run the mill came from a lake at the mill, and this lake could be filled with groundwater over eight days. The mill was still ind operation in the early 1930s, and at that time it produced both electricity and flour. Around 1970, the mill on Præstemarksvej was demolished.

 

The Garden Association Ådalen
A single area in Sædding has a distinctive character of garden association, and it is the Garden Association Ådalen, founded after WW2, at was then at the border to the open land. Esbjerg City owned the land and sold it for this special purpose in 1949, and in 1951 a declaration was passed that dwelling in the houses was limited to May 1st – September 30.

The Garden Association Ådalen was established at two meetings in May and June 1949, which the Esbjerg Garden Consumers Association had called for in abstainers’ building in Norgesgade. The purpose of the association was to obtain »a cheap beach or garden lots« - the concept of leisure land had not been invented yet.

In 1949 the newly formed association bought the land and divided it into 169 lots. The roadmap was adopted at a general meeting where surveyor Jørgen Sletgård outlined three alternative proposals on a piece of paper cloth. In May 1950, the grounds were then distributed among the members by lottery - and afterwards a swap meeting was held between the members. That same year the association got its name (Greenland and Skallingly were alternatives) and the roads got their names as well.

Docker Hans Sørensen and chairman Hans Sørensen is typical for the owners. For many years he had had a garden lot at Stormgade besides his own house with garden in Skjoldsgade). After the children had ,left from home, Hans Sørensen and his wife wanted a lot with no cultivation obligation. To make the dream of a small holiday home by the beach as cheap as possible, he built his house with low walls in concrete with a big roof, covered with secopnd hand roof tiles costing 2 cents a piece. Cement and bricks were transported from Skjoldsgade to Ådalen by bicycle trailer.

The cottage-atmosphere was emphasized by the fact that pigs, rabbits and chickens were prohibited from the beginning. However, chickens were later allowed.


________________________